Periode: marts 2023 – marts 2025
Arne Bro og Lotte Mik-Meyer har i 25 år arbejdet sammen om at udvikle metoder og begreber, som kan sætte rammer for en personlig, kunstnerisk udviklingsproces og for en kunstnerisk samarbejdsform inden for film- og tv-produktion.
Med KUV-projektet ‘Det personlige billedsprog’ ønsker de at kortlægge de begreber og metoder, som hører til dette arbejdsområde. I samarbejde med en gruppe film- og tv-skabere ønsker de at indkredse, diskutere og videreudvikle begreber og metoder på en sådan måde, at også vejledning og undervisning af filmkunstnere kan udføres med samme tilgang, som den enkelte kunstner arbejder med.
Da den kunstneriske forskning gerne skulle føre til en videreudvikling af filmsproget og den kunstneriske arbejdsproces – det skabende arbejde – foregår denne forskning i det materiale som film- og tv-skabere arbejder med. Forskningen optages på film, undersøger og arbejder med filmsproget, og udgives som film, i håb om, at filmkunstnere og filmundervisere kan anvende forskningen i det daglige arbejde.
Denne forskning bygger på den antagelse, at film- og tv-sproget er et fuldgyldigt sprog, der både er i stand til at undersøge, diskutere og reflektere over egne begreber, metoder og processer. Den forsøger derfor også at undersøge, hvordan en kunstnerisk forskning adskiller sig fra en videnskabelig. Alle processer, undersøgelser og diskussioner redigeres i dialog med filmkunstnere og fagspecialister – og med forskere fra andre fagfelter.
Projektet er et forsøg på at bidrage til etableringen af en kunstnerisk forskningstradition inden for film- og tv-området, rettet mod film- og tv-skabere og mod vejledere og undervisere inden for området. Projektet er forhåbentlig også brugbart for musikere, skuespillere, journalister, dansere og andre, der skaber deres værker i samarbejde med andre kunstnere og fagspecialister. Vi håber også, at begreber og metoder kan bruges i det producerende, kuraterende og besluttende arbejdsfelt, der knytter sig til film- og tv-området.
Arne Bro er filminstruktør og filmlærer, tidl. prorektor og tidl. leder af Tv-uddannelsen, senere dokumentarinstruktøruddannelsen på Den Danske Filmskole (DDF). Af værker kan nævnes ‘Motivation’, ‘De Tavse Piger’ og ‘De Udenforstående’.
Lotte Mik-Meyer er filminstruktør og filmlærer, cand.scient.soc., professor ved og leder af Konceptuel Dokumentar Regi - Master Uddannelsen, samt Ph.d.-vejleder på Den Norske Filmskole (DNF). Af værker kan nævnes ‘Det Vi Ser’, ‘Det Arabiske Initiativ’ og ‘Return of a President’.