Én historie om Den Danske Filmskoles historie

Af Jeppe Kondrup Adelborg.

Siden 1966 har Den Danske Filmskole eksisteret i et spændingsfelt mellem viden og erfaring og håndværk og kunst. Den har været befolket med store personligheder og konstant været i dialog med og leverandør til den omkringliggende danske filmbranche. Skolen har haft syv forskellige rektorer, omkring 1.000 forskellige elever, et væld af forskellige lærere og undervisere og andre ansatte på skolen, siden den åbnede. Historien om Filmskolen er derfor altid afhængig af, hvem der fortæller den og altid subjektiv. Det her er ikke sandheden om Filmskolen men et forsøg på at give et overblik over dele af historien og nogle af dens mange aktører – set udefra, men fortalt med hjælp fra folk indefra.

Alt faktuelt og alle årstal i teksten er baseret på research og er så vidt det er muligt blevet testet og afprøvet.

1966

Det er to årtier efter afslutningen af Anden Verdenskrig. Rundt om i Europas sønderbombede lande er den frie filmkunst i gang med at blive undersøgt og forsvaret som reaktion på nazisternes forsøg på at ensrette kultur, sprog og menneskehed. Filmfestivalen i Cannes finder sted første gang i 1946, og hurtigt følger flere festivaler, ligesom der også bliver etableret flere filmskoler. Den franske filmskole La Fémis bliver oprettet under krigen. Łódz Film School i Polen åbner lige efter i 1948. I 1956 følger blandt andre London Film School. Og her i 1966 åbner både Die Deutsche Film- und Fernsehakademie Berlin i Tyskland og Den Danske Filmskole i København.

Beslutningen om en dansk filmskole bliver truffet i 1964, da en ny filmlov bliver vedtaget. Loven gør, at film nu bliver betragtet som en kunstart på linje med de klassiske kunstarter. Filmloven er en kopi af den svenske filmlov, og svenskerne har en filmskole, så det skal danskerne også have.

Et andet incitament til oprettelsen af filmskolen er, at fjernsynet i løbet af 1950’erne er vundet mere frem og har presset den danske filmbranche, da befolkningen nu kan få deres underholdning i stuen i stedet for i biografen. Derfor begynder man at tænke på alternativer og på, om andre film end de folkekomedier og andre kommercielle film, der primært bliver produceret og vist i Danmark på det her tidspunkt, måske kan lokke folk tilbage i biograferne.

Den Danske Filmskole bliver placeret i Store Søndervoldstræde på Christianshavn. Der er 15 elever, ni instruktører, tre fotografer og tre tonemestre. Dokumentarfilmsinstruktøren og filmteoretikeren Theodor Christensen bliver ansat som kunstnerisk leder og hovedlærer. Det er ham, der udstikker skolens arbejdsform og skolens pædagogik. Men hans politiske og sociale tilhørsforhold langt til venstre for midten gør, at man ikke tør indsætte ham som den ledende rektor. I stedet placerer man magister og filmformidler I. C. Lauritzen i den position. Han beskrives som venligheden selv, den klassisk pæne mand, kendt fra tv, det perfekte supplement til Theodor Christensen.

På samme tid er filmverdenen udenfor Danmark i gang med at blive oversvømmet af den ene filmiske bølge efter den anden. Efter verdenskrigens blodige myrderi blev det almenmenneskelige mere attraktivt, hvilket fik først den italienske neorealisme til at skylle henover filmverdenen. Senere begynder den franske nybølge at rulle i slutningen af 1950’erne. Og i efterdønningen af den franske bølge ruller Cinema Novo i Brasilien og Neue Deutshces Kino i Tyskland, mens New Hollywood også begynder at røre på sig i USA, og Cinema Verité er lige på nippet til at rulle sine væsentligste film ud. Og det er altså ud af det bølgende landskab, Den Danske Filmskole opstår.

1967

Film skal være ’en handling af billeder’ og ikke ’billeder af en handling’ siger Theodor Christensen og understreger på den måde, at billeder, klipning, musik og filmenes andre elementer skal være selvstændige udtryk. Han bruger fraser som ’virkelighedens forlængelse’ og taler om ’fortællefascisme’ om faren ved klipning og misbrug af dokumentarisme i politisk og propagandistisk øjemed. Men han får ikke lov til at gøre det ret længe, for dagen før skolens andet skoleår starter, dør Theodor Christensen. Dermed er Den Danske Filmskoles kunstneriske leder væk efter kun et år.

Christian Braad Thomsen, der startede på skolen dagen efter Theodor Christensens død husker, at eleverne var fuldstændigt smadrede over det, og at det betød, at de på hans instruktørhold ikke havde nogen instruktørlærer.

”Det, vi lærte af, var, at vi nærmest havde fri adgang til kamera og båndoptager, så vi kunne lave stort set, hvad vi ville. Vi lærte at lave film ved at lave film. Det var en fantastisk ting, at kunne opdage filmsproget fra bunden, fordi der ikke rigtigt var nogle til at undervise os”, siger Christian Braad Thomsen.

1968

Den store danske filmskaber Carl Th. Dreyer dør den 20. marts. Dermed oplever han det ikke, da filmfestivalen i Cannes bliver lukket ned før tid i maj. Med blandt andre nybølgefolk som Jean-Luc Godard, Francois Truffaut og Jean-Pierre Léaud i spidsen bliver festivalen afsluttet i sympati med de franske arbejdere og studerende, der blokerer toge og strejker på fabrikker over hele landet.

Da festivalen alligevel forsøger at vise Carlos Saura’s film Peppermint Frappé, hopper Carlos Saura og filmens hovedperson Geraldine Chaplin op på scenen og hænger sig i gardinerne for at forhindre visningen. Godard og Truffaut slutter sig til dem på scenen, og det ender med en fysisk konfrontation med publikum, der gerne vil se filmen.

1969

Den oprørske stemning fra Frankrig finder vej til Den Danske Filmskole, da skolen den 17. januar bliver stormet og besat af en gruppe, der kalder sig for Filmkommunarder. De fleste af dem er medlemmer af det kollektive undergrundsfilmskab ABCinema, der mest består af forskellige kunstnere og tæller folk som Jørgen Leth, Ole John, Per Kirkeby og Hans-Jørgen Nielsen. De vil have skolens kommunikations- og produktionsmidler ud til ’folket’ og mener, at flere mennesker bør få adgang til skolens dyre, eksklusive udstyr. Besætterne har allieret sig med filmskoleeleven Christian Braad Thomsen, der låner dem en nøgle til skolen, så de kan komme ind.

Der er to ting fra besættelsen, Christian Braad Thomsen aldrig glemmer. Den ene er, at kunstmaleren Peter Louis-Jensen havde medbragt en økse, som han smadrede den låste dør ind til kameraerne med. Men da døren var smadret åben, anede han ikke, hvad han skulle bruge kameraerne til. Det andet er, at da han fortalte besættelsens uformelle leder Hans-Jørgen Nielsen, at skolens rektor, I. C. Lauritzen, havde sagt, at ’folket’ godt kunne få lov til bruge kameraerne, når skolens elever ikke brugte dem, så lød svaret fra den uformelle leder, at besætterne nægtede at forhandle om deres vilkår.

To dage varer besættelsen. Så kommer politiet og bærer besætterne ud af skolen. Men optrinnet understreger behovet for et sted, hvor andre kan få adgang til filmapparaturer, og besættelsen bliver en vigtig episode i oprettelsen af Filmværkstedet, der åbner i 1970 under navnet ’Workshoppen’.

Under besættelsen kommer der også en 17-årig ung mand forbi skolen, for at lave en reportage til DR’s ungdomsfjernsyn. Han hedder Poul Nesgaard, og senere bliver han rektor for Den Danske Filmskole.

1972

Men der går nogle år, inden Poul Nesgaard bliver rektor. Først stopper I. C. Lauritzen som rektor for Den Danske Filmskolen. Først overtager instruktøren og producenten Bent Christensen posten, men her i 1972 bliver han afløst af Jens Ravn. På det tidspunkt er skolen forsvundet i den form den hidtil har eksisteret i og er lavet om til en kursusvirksomhed med kortere, tekniske kurser på to, fire og otte uger for folk i film- og tv-branchen.

Der bliver også lavet en ny filmlov, og med den kommer film for første gang direkte på Finansloven, og Filmfonden bliver til Det Danske Filminstitut.

1975

Den Danske Filmskole forbliver en kursusvirksomhed, indtil Henning Camre bliver rektor for skolen. Han var på skolens første årgang af filmfotografelever, en uddannelse, der igennem skolens historie også indbefatter folk som Ole John, Bille August, Dan Lausten, Manuel Alberto Claro, Anthony Dod Mantle og Maria von Hausswolff.

Siden sin skoletid har Henning Camre været inde og ude af Den Danske Filmskole som underviser. Men da han ser en annonce, hvori skolen søger en ny leder, beslutter han sig for at søge stillingen og skriver en programerklæring til formålet. I erklæringen skriver han, at han vil genoprette en flerårig uddannelse på skolen, og at han selvfølgelig nok skal blive ved med at lave kurser ved siden af.

Han får jobbet, og det første, han gør, er, at han tilbyder de kursusstuderende, der har gået på 20 ugers kurser til sammen, at de kan blive og få et helt år på skolen. Blandt dem er instruktøren Jon Bang Carlsen og tonemesteren Niels Arild.

I sin programerklæring skriver Henning Camre også, at skolen ikke længere kun skal betragtes som en håndværksuddannelse, men at der skal produceres noget nyt og noget andet end det, der allerede var, og det vil kræve mere end bare håndværkere.

”Håndværket for mig er en selvfølge. Det er ikke målet, men et af midlerne, vi kan bruge til at praktisere de ting, vi vil lave. Hvis der havde været en filmindustri, der kørte dengang, kunne vi godt uddanne nogle håndværkere, der ville fylde i branchen. Men min vision var, at man skulle lave noget, der var forskelligt fra det, der allerede eksisterede, og hvordan kan man så gøre det med hjælp fra dem, man vil være forskellig fra? Der begyndte jeg så at finde folk i udlandet”, siger Henning Camre.

En af de folk, han fandt i udlandet, var manuskriptforfatteren Neville Smith, der havde arbejdet med blandt andre Ken Loach. Han begynder at undervise på skolen, og i hans første time med eleverne siger han til dem, at de skal starte alle scener med at skrive: ”We see”.

1976

I år starter det første hold af studerende på den nye version af Den Danske Filmskole. Men inden de gør det, ankommer cand.mag. Mogens Rukov en sommerdag til skolen i korte bukser og sandaler. Han skal til samtale hos rektor om at blive ansat. Henning Camre har været på jagt efter en, han kunne tale med om det at lave skole, og gennem en vens ven har han hørt om Mogens Rukov. Han bliver ansat og begynder at undervise instruktørerne. Én af dem, han underviser i sit første år, er instruktøreleven Arne Bro.

”Mogens Rukov blev med tiden en fremragende lærer, men han var ret umulig i starten. Han havde ikke erfaring med at lave film og ankom med universitetsteorier om litteratur og mødte en gruppe praktiske kollektivister, der var vant til at skabe alt i diskussion og uden penge, så han holdte op med at undervise efter to dage og blev væk i nogle måneder, fordi han ikke kunne indgå i den praktiske diskussion. På Filmskolen er der altid nogle begavede, velformulerede elever, der hverken kan eller vil overtage en færdig teori om, hvordan film skal skabes, så hvis det er det, du tilbyder som lærer, bliver du afvist. For de skal jo skabe andre film end dem, der allerede findes”, siger Arne Bro.

Men trods den særlige start ender Mogens Rukov med at undervise, oprette og være leder af Den Danske Filmskoles manuskriptforfatteruddannelse, der åbner tre år senere.

1979

Året forinden har Henning Camre fået gennemført, at uddannelsen er blevet udvidet fra to år til tre år efter diskussioner med skolens elever, der nu altså får lov til at blive et ekstra år. Og Den Danske Filmskole har generelt vokseværk for tiden. Fire personer møder ind og bliver skolens første manuskriptforfatterelever og kommer under ledelse af Mogens Rukov. Hans undervisning bygger på teorien om, at regler og begrænsninger har en positiv indflydelse på kreativitet. Han er med til at indføre penneprøver, hvor man prøver sin pen og undersøger filmsproget ved at få en meget fast defineret opgave, man skal løse. Og så taler han om Den Naturlige Historie, at et manuskript skal veksle mellem den naturlige historie, der er forankret i virkeligheden og er genkendelig, fordi det skaber engagement hos publikum, og så det skandaløse, der bryder normer og derfor overrasker.

Gennem årene kommer manuskriptforfatterlinjen til at uddanne folk som brødrene Peter og Stig Thorsboe, Rumle Hammerich, Søren Ulrik Thomsen, Nikolaj Scherfig, Charlotte Sachs Bostrup, Charlotte Sieling, Dunja Gry Jensen, Kim Fupz Aakeson, Søren Sveistrup, Rasmus Heisterberg, Mette Heeno, Maya Ilsøe, Tobias Lindholm, Maren Louise Käehne og Anna Emma Haudal.

Og et andet sted på skolen starter de to første filmklippere også på deres uddannelse, der er ledet af filmklipperen Christian Hartkopp. En af de to første filmklippere er Tómas Gislason og senere kommer folk som Kristian Levring, Camilla Skousen, Pernille Bech Christensen, Jesper W. Nielsen, Vinca Wiedemann, Åsa Mossberg, Nanna Frank Møller, Mikkel E. G. Nielsen og Olivia Neergaard-Holm også til at gå på den linje.

Men ifølge rektor Henning Camre handlede det ikke om, at skolen bare skulle vokse sig stor og større.

”Det handlede om at sige, at vi skal have alle filmens hovedfunktioner på skolen, for de findes ikke. Og vores elever skal tale samme sprog, de skal have dyb indsigt i hinandens områder. For det er der ikke tid til på den måde på et filmhold. For hvis alle dine kernetropper ikke taler et fælles sprog og ikke forstår hinanden og ikke kan dele ideer, så kommer der ikke noget ud af det. Det er nok formlen bag succesen, for du kan jo se, hvordan de der årgange holder sammen, når de kommer ud af skolen, for de kan tale sammen”, siger Henning Camre.

1983

Filmskolens rektor, Henning Camre, har fået overbevist Filminstituttet om, at der ikke er nogle til at tage i mod skolens studerende, når de er færdige med deres uddannelser, og de derfor selv må skabe grundlaget for det. Derfor får han lov til at oprette en produceruddannelse på skolen. Der har været producere på skolen tidligere, men det var dengang skolen stadig var en kursusvirksomhed. Leder af uddannelsen bliver producer og filmfotograf Ole John, der var en del af ABCinema-gruppen, der besatte Den Danske Filmskole i 1969. Starten på producerlinjen bliver også starten på en række af vægtige danske producere, der kommer ud af skolen, såsom Peter Aalbæk Jensen, Thomas Heinesen, Louise Vesth, Lars Kjeldgaard, Katrine Vogelsang, Bo Ehrhardt, Birgitte Hald, Jacob Jarek og Caroline Blanco.

Under deres uddannelse siger Henning Camre gentagende gange til producereleverne, at de når de er færdige med deres uddannelse, så skal de gå ud og lave deres egne nye produktionsselskaber.

Det er også i det her år, at skolens uddannelser udvides fra tre år til fire år.

1987

Syv danske film bliver der produceret i hele det her år. Det er et alarmerende lavt tal. Men på Filmskolen bliver den første årgang producerelever færdiguddannet. En af dem hedder Peter Aalbæk Jensen, der følger rektor Henning Camres råd og starter sit eget produktionsselskab op, så snart han er ude af skolen.

”I det producerlandskab, jeg kom ud i, var de fleste producere opgraderede produktionsledere. Der handlede det mest om, at hvis lortet kunne finansieres, så kørte vi, og ikke om producentens mening om indholdet. Så det var et kvantespring og en meget radikal tænkning, da Filmskolen besluttede at uddanne kreative kunstnere og købmænd det samme sted. Men ud fra den tanke opstår der nogle år senere en hel del nye selskaber, der bygger på kraftige venskaber mellem kreative og købmænd. Det er den symbiose, der har løftet dansk film både kunstnerisk og kommercielt. Og det er et direkte resultat af Filmskolen”, siger Peter Aalbæk Jensen, der egentligt startede på skolen som tonemesterelev.

1988

Den Danske Filmskole kommer på Finansloven og bliver en selvstændig del af Filmloven. Dermed er skolen nu under Kulturministeriet og er ikke længere underlagt Det Danske Filminstituts bestyrelse, og der etableres heller ikke en ny bestyrelse for Den Danske Filmskole.

1989

16 år efter han afsluttede sin uddannelse som filmfotograf på Den Danske Filmskole vinder instruktøren Bille August en Oscar-statuette i kategorien for bedste ikke-engelsksprogede film for Pelle Erobreren. Året forinden vandt han også Guldpalmen for samme film. Lyden til filmen er lavet af de to tidligere tonemesterelever på Den Danske Filmskole Niels Arild og Lars Lund. Udover de to tæller tonemesteruddannelsen på skolen også gennem tiderne elever som Per Meinertsen, Hans Møller Nielsen, Rune Palving, Kristian Eidnes, Per Streit, Peter Albrechtsen, Anne Gry Friis og Catrine Le Dous.

Den 19-årige Thomas Vinterberg modtager sit optagelsesbrev fra Den Danske Filmskole. I sin nervøsitet over brevets indhold kan han ikke beslutte sig for, om han skal åbne brevet eller tisse først, og i sin febrilske tilstand kommer han til at tisse på brevet, inden han får det åbnet og læst, at han er blevet optaget på skolen. Thomas Vinterberg bliver dermed en del af Den Gyldne Årgang, der refererer til det års fire danske instruktørelever, der udover ham indebar Ole Christian Madsen, Per Fly og Peter Flinth.

Senere har Thomas Vinterberg sagt:

”De 4-5 tricks jeg bruger, når jeg laver film, de kommer fra mine dage på Filmskolen”.

1992

Kan du huske ham den 17-årige unge mand, der lavede en reportage fra besættelsen af Filmskolen i 1969? Ham, der hed, Poul Nesgaard? Han er blevet en voksen mand og en kendt programmedarbejder på Danmarks Radio, og nu overtager han posten som Den Danske Filmskoles rektor. På sin første dag som rektor, banker rektor Poul Nesgaard på rektors dør, inden han går ind på rektors kontor. Så overrasket er han over, at have fået stillingen. To måneder efter er skolens penge brugt, og med Mogens Rukov i spidsen får skolens lærere deres nye rektor til at gå ind til Kulturministeriet og sige, at han siger op, hvis ikke skolen bliver tilført nogle flere penge.

”Stemningen var lidt kaotisk. Der var ingen penge efter to måneder, og der var ingen kommunikation i lærergruppen, alle var i hvert deres verdenshjørne. Så jeg frisatte dem alle sammen og sagde, at de skulle søge deres egne stillinger igen”, siger Poul Nesgaard om sin begyndelse på Filmskolen.

”Men samtidigt var der en kolossal frihed på Filmskolen til at lave filmskole, for der stod nærmest ingenting om den i Finansloven. Så en af mine hovedopgaver var at skabe et sted, der var så attraktivt, at de bedste indenfor faget og evnen til at formidle faget og evnen til at se eleven, skulle se det som en hæder at være lærer på Filmskolen. Og så skulle jeg ellers få hele den der egensindige cirkusforestilling af personer til at spille den samme symfoni”.

Grunden til, at pengene forsvinder efter to måneder er, at der sammen med den nye rektor også er startet to nye uddannelser op på Den Danske Filmskole. Den ene er animationsuddannelsen, der ledes af Gunnar Wille og gennem årene får elever som Anders Morgenthaler, Martin de Thurah, Esben Toft Jacobsen, David Adler, Amalie Næsby Fick, Lowe Haak og Mark Iversen.

Derudover starter tv-uddannelsen også op med den tidligere elev og underviser Arne Bro som leder. Den uddannelse kommer i løbet af de næste mange år til at uddanne personer som Max Kestner, Pernille Rose Grønkjær, Mikala Krogh, Eva Mulvad, Michael Noer, Phie Ambo, Christian Sønderby Jepsen, Maya Albana, Simon Lereng Wilmont, Andreas Koefoed, Sun Hee Engelstoft, Anita Hopland, Eva Marie Rødbro, Anita Beikpour og Jesper Dalgaard.

Også andre steder i København sker der nye ting. I Ryesgade grundlægger den tidligere fiktionsinstruktørelev Lars von Trier og den tidligere producerelev Peter Aalbæk Jensen et nyt produktionsselskab. Zentropa kalder de selskabet og navngiver det dermed efter togselskabet i Lars von Triers film Europa fra året før.

Udenfor Ryesgade, udenfor København, udenfor Danmark, nede i Sydfrankrig vinder Bille August endnu engang Guldpalmen på filmfestivalen i Cannes for filmen Den Gode Vilje.

1993

I Ebeltoft bliver Den Europæiske Filmhøjskole bygget. Og på Nørrebro skyder endnu et vægtigt dansk produktionsselskab op, da Birgitte Hald og Bo Ehrhardt, der tidligere samme år begge er blevet færdige som producerelever på Den Danske Filmskole, også har lyttet til deres tidligere rektor og opretter og opstarter Nimbus Film.

1995

De to tidligere instruktørelever på Den Danske Filmskole Thomas Vinterberg og Lars von Trier, samt den tidligere klipperelev Kristian Levring, og Søren Kragh-Jacobsen, der både er uddannet på filmskole i Prag og som elektromekaniker udformer og underskriver Dogme 95-manifestet og dets kyskhedsløfte. Og i marts måned er manifestet blevet trykt på røde flyveblad, og de fire dogmebrødre smider det ud til publikum i det parisiske Odéon-teater, hvor der er en konference i forbindelse med 100-året for den første offentlige filmvisning af Lumiere-brødrenes La Sortie de l’Usine Lumiére à Lyon.

Trådene fra det røde Dogme 95-manifest til Den Danske Filmskole er åbenlyse. Manifestet snakker om benspænd, restriktioner, regler og begrænsninger, og det er som taget ud af Jørgen Leths og Mogens Rukovs røgfyldte mund og minder om en videreudvikling af de penneprøver, som skolen kalder de opgaver, eleverne bliver udsat for. Senere siger Thomas Vinterberg, at store dele af dogmebevægelsen er født på Filmskolen.

1998

København er to år tidligere blevet tildelt kulturbystatus af EU, hvilket betyder, at EU betaler halvdelen af de midler, byen investerer i kultur. Det har Den Danske Filmskole udnyttet til at overbevise kulturministeren om, at man skal flytte kunstskolerne ud på et gammelt militærområde på Holmen. Og den 1. februar 1998 flytter Teaterskolen, Arkitektskolen og Det Rytmiske Musikkonservatorium sammen med Den Danske Filmskole til Holmen. Filmskolen, der hidtil har været spredt som små satellitter ud over forskellige københavnske adresser, får nu én ny samlet adresse for alle skolens 96 studerende på Theodor Christensens Plads 1 og går fra en skole på 700 kvadratmeter til en på 4.000 kvadratmeter.

Allerede i juni måned bliver der dog sendt rystelser igennem den nyplacerede filmskole, da Thomas Vinterbergs film Festen udkommer og bliver den første film baseret på dogmemanisfestet fra 1995.

”På det tidspunkt var skolen ekstremt forvirret over faget instruktion, og hvad det ville sige at være instruktør. Foranlediget af vores underviser, Lone Scherfig, prøvede vi at finde ud af, om der fandtes et instruktørhåndværk, og vi var på sporet af, at man skulle kunne noget med skuespillerne. Men der var ikke nogen værktøjer. Og da Festen så kom, var jeg bare sådan: ’Fuck mand, det er jo det der, det handler om, det er det, jeg vil’. Jeg ville stå der sammen med skuespillerne og have tillid til dem og have tillid til, at historien har en rygrad. Den ærlighed, autencitet og akustiskhed, dogme repræsenterede, og det opgør med det pæne, det var, det var for mig ren eksistensjuice”, siger Pernille Fischer Christensen, der var instruktørelev på skolen dengang.

”Overførelsen fra dogme var ikke så direkte, men når der flyver et kæmpe fly ind i Twin Towers, så er der bare et før og et efter det. Og det var den følelse, vi havde kreativt – hvad fuck sker der nu? Du kunne ikke bare forsætte. Du var nødt til at forholde dig til det. Du kan sige, at du ikke vil lave det samme, men det er også at forholde sig til det”.

Også på årgangen efter Pernille Fischer Christesens forholdte de sig til dogmefilmene. Det var dem, der gik på Filmskolen, mens dogme gik sin rystende sejrsgang over hele verden. Christoffer Boe var fiktionsinstruktørelev dengang. Han husker bedst, at deres underviser Mogens Rukov, der var med til at skrive manuskriptet til Festen, pludselig kom til penge, og at hans ideer om regler blev valideret og udkrystalliseret i dogmefilmene.

”Filmskolen er meget forbundet med branchen, så når der er gang i branchen, har det en afsmittende effekt på skolen, og særligt når en af hovedarkitekten for den her nye bølge er en af skolens lærer. Vi havde en fornemmelse af, at mange omkring os, som vi kender og har adgang til pludselig er involveret i noget af det mest interessante filmkunst, der skabes lige nu”, siger Christoffer Boe.

”Men rent filmisk ville vi hellere lave noget andet på vores årgang. Jeg havde et æstetisk opgør med dansk film, og på den måde var dogmefilmene et dejligt afsæt til alt det, jeg ikke ville lave. Og Nikolaj Arcel ville introducere den traditionelle genrefilm i Danmark, og det har han jo været bannerfører for i de sidste 20 år. Jeg vil ikke kalde det en modreaktion, men der blev pustet til ilden i forhold til, at vi ikke skulle lave dogmefilm. Men den opmærksomhed dogme skabte og den professionalisering af dansk film, den startede op der, kunne vi udnytte. Pludselig var det hele dansk film, der var interessant ude i verden”.

1999

Filmskolen Super16 bliver grundlagt som et alternativ til Den Danske Filmskole.

2000

Lars von Trier vinder Guldpalmen under filmfestivalen i Cannes for sin film Dancer in the Dark. Filmens lyd står den tidligere tonemesterelev på Filmskolen Per Streit bag. Holdet bag filmen tæller også den tidligere producerelev Peter Aalbæk Jensen, der er executive producer, og den tidligere fiktionsinstruktørelev Anders Refn som assisterende instruktør.

Og så får dogmebrødrene også deres første dogmesøster, da Lone Scherfigs film Italiensk for begyndere får premiere. Filmen bliver hendes store gennembrud og en af de mest sete danske film i nyere tid med 828.000 solgte biografbilletter. Året efter vinder filmen Sølvbjørnen på filmfestivalen i Berlin og understreger, at verden endnu ikke er færdige med at hylde de danske dogmefilm. Lone Scherfig, der er uddannet fiktionsinstruktør fra Den Danske Filmskole i 1984, har til filmen samlet et hold af andre tidligere Filmskoleelever. Filmens fotograf er Jørgen Johansson, der er uddannet i 1993. Filmens tonemester er Rune Palving, der er uddannet tonemester i 1999. Mens både Peter Aalbæk Jensen og Vinca Wiedemann, der er uddannet klipper i 1986, er executive producere på filmen.

2001

Ni år efter, at tv-uddannelsen åbnede på Den Danske Filmskole udebliver ni filmskoleelever fra den afsluttende translokationsfest og hører dermed ikke Michala Petri spille på sin blokfløjte til festen. De udebliver i protest mod, at tv-produktionerne også skal have en visning i skolens biograf, som det er kutyme, at fiktionsfilmene har. De mener, at eftersom tv-produktionerne er optaget digitalt, vil de ikke lide lige så meget under dårlige visningsforhold som deres egne film, der er optaget på film.

Det er kulminationen på en konflikt mellem tv og film og dokumentar og fiktion. Den har varet det meste af et år og drejer sig om, at fiktionsinstruktørerne mener, at tv-eleverne bliver favoriseret, og instruktøruddannelsen overset. Mens tv-eleverne, der for første gang går på skolen i fire år, mener, at deres film også er film med kunstneriske kvaliteter, og derfor også bør vises på et biograflærred. Det udmønter sig blandt andet i, at tv-eleverne til en julefest iklæder sig hvide kjoler og stearinlys og går et Lucia-optog. Forrest går klassens højeste dreng som Lucia-brud, og på en pude bærer han et videobånd, mens hele optoget synger en sang med et omkvæd der lyder: ”Vi har ni Avid” og referer til den moderne klippecomputer, som dokumentarinstruktørerne selv klipper på, mens fiktionsinstruktørerne klipper sammen med skolens klippeelever.

En af tv-eleverne i det Lucia-optog var dokumentarinstruktøren Eva Mulvad.

”Jeg tror, det handlede om, at vi dokumentarister var en årgang, der fungerede godt socialt og var meget driftige og havde en lærer, der var god til at give os opmærksomhed og skaffe os ressourcer. Vi havde nogle fordele i forhold til fiktionsinstruktørerne, der havde nogle mere svingende lærerkræfter. Den frustration blev måske aldrig taget helt alvorligt af skolen, og så blev vi dem, man kunne skælde ud på, fordi vi havde noget af det, de gerne ville have, hvilket så udmøntede sig i en kamp om, hvad den rigtige film egentlig er. Vi var lidt som en stedsøster, der flyttede ind og blev venner med alle dine venner. Og det er helt forståeligt, at de blev frustrerede, og vi var også provokerende, fordi vi ikke bøjede nakken og indordnede os i det eksisterende hierarki”, siger Eva Mulvad.

”Det var en meget frustrerende tid at være dokumentarinstruktør i. Da jeg startede på Filmskolen kendte jeg ikke så meget til Anne Wivel, Jørgen Leth, Jon Bang Carlsen og den slags arthouse-dokumentarister, men det var jo den slags uddannelse, vi fik på skolen, den der tager dokumentaren alvorlig som kunstudtryk. Så vi stod i et underligt landskab, hvor tv-verdenen syntes, vi var nogle mærkelige kunstpoeter, der lavede ting, de ikke rigtigt kunne bruge, mens de andre elever på Filmskolen, som vi gerne ville være venner med, ikke syntes, vi var kunstneriske nok”.

Arne Bro, der var leder af tv-uddannelsen dengang, siger, at en kunstskole skal have den form for radikalitet indlejret i sig, så en diskussion af kunst, udtryk, udstyr og økonomi foregår hele tiden.

”I mine øjne er målet ikke at lave oprøret, men lave en skole, hvor den radikalitet er en naturlig del af dagligdagen. Oprør indeholder ikke nødvendigvis et kunstnerisk nybrud, et oprør kan også være et forsøg på at holde fast i nogle traditioner. De store radikale forandringer på Filmskolen skal ligge inde i strukturen, inde i mellem de store offentlige begivenheder. Det er en organisk bevægelse, der tager lang tid, hvis det er en god skole. Og det store spørgsmål er, hvor lang tid det tager at forstå og ændre en Filmskole?”, siger han.

Mens kampen kæmpes på Den Danske Filmskole vinder Phie Ambos og Sami Saifs dokumentarfilm Family hovedprisen på verdens største dokumentarfilmfestival IDFA i Amsterdam. På det tidspunkt går Phie Ambo stadig på Filmskolens tv-uddannelse, mens Sami Saif gik ud i 1997. Filmen er produceret af tidligere producerelev Jonas Frederiksen mens den tidligere tonemesterelev Svenn Jakobsen står for filmens lyd.

2002

Danmarks Radios dramaserie Rejseholdet vinder en Emmy i kategorien ’Bedste Internationale Dramaserie’ som den første danske serie nogensinde. Det bliver starten på en årelang bølge, der bliver døbt Nordic Noir, af prisvindende og lovpriste danske tv-dramaserier, der blandt andet byder på yderligere tre Emmy-statuetter og tre Emmy-nomineringer de næste syv år. Rejseholdet er skrevet og udviklet af Peter Thorsboe, der er uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole i 1984.

2003

Filmfestivalen CPH:DOX finder sted for første gang, og med festivalen opstår der et stort nationalt vindue, hvor blandt andre elever fra Filmskolens tv-uddannelse kan få vist deres film.

I USA vinder den tidligere filmskoleelev Martin Strange-Hansen en Oscar for bedste kortfilm for sin novellefilm Der er en yndig mand. Og den film er et kerneeksempel på den ide, den tidligere rektor Henning Camre havde, da han oprettede uddannelseslinjer til alle filmmediets hovedfunktioner, for at der kunne skabes samarbejder og fælles sprog på de forskellige årgange. For filmens manuskriptforfatter Flemming Christian Klem, filmens producer Mie Andreassen, filmens klipper Mahi Rahgozar og filmens lyddesigner Hans Christian Kock er alle fra samme årgang som Martin Strange-Hansen selv og blev færdiguddannet i 2001. Mens filmens fotograf, Kim Hattesen, derimod blev uddannet i 1984.

2006

Filminstruktøren Anders Østergaards film Gasolin får biografpremiere og sælger 222.418 billetter, hvilket er mere end nogen anden dokumentarfilm. Filmen ses som det endelige folkelige gennembrud for de danske dokumentarfilm. Og i Amsterdam vinder Pernille Rose Grønkjær, der er uddannet fra Den Danske Filmskoles tv-uddannelse i 1997, hovedprisen på IDFA-festivalen for sin film The Monastery – Mr. Vig and the Nun, der har den tidligere manuskriptforfatterelev Jens Arentzen som dramaturg. På det tidspunkt ved de ikke, at Anders Østergaard i 2008 også vil vinde hovedprisen på IDFA for sin film Burma VJ og dermed sikrer den tredje danske hovedpris på festivalen på kun otte år.

2009

Ligesom filmskoleelever i starten af 1990’erne startede Zentropa og Nimbus Film op og skabte deres egne produktionsselskaber, starter de fire tidligere dokumentarinstruktører på Filmskolen Eva Mulvad, Mikala Krogh, Pernille Rose Grønkjær og Phie Ambo sammen med dokumentarproduceren Sigrid Dyekjær selskabet Danish Documentary i slipstrømmen på den succes danske dokumentarfilm har oplevet både nationalt og internationalt siden starten af årtusindet.

2011

Susanne Bier vinder en Oscar for sin film Hævnen i kategorien for bedste ikke-engelsksprogede film. Filmens fotograf er Morten Søborg, der er uddannet fotograf på Den Danske Filmskole i 1989. Mens filmens to klippere Pernille Bech Christensen og Morten Egholm begge er uddannet klippere fra Filmskolen henholdsvis 1986 og 2005.

Susanne Bier selv er uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole i 1987. Dermed er hun en på listen over de mange vigtige danske filminstruktører, der har bevæget sig gennem Filmskolen. En liste, der udover de allerede nævnte instruktører, også tæller folk som Anne Wivel, Niels Arden Oplev, Annette K. Olesen, Lotte Svendsen, Dagur Kári, May el-Toukhy, Ali Abassi, Hlynur Palmasson, Isabella Eklöf og Ulaa Salim.

2014

Den tidligere filmklipperelev på Den Danske Filmskole og chef for New Danish Screen Vinca Wiedemann overtager den 1. marts embedet som rektor på skolen efter 22 år med Poul Nesgaard i spidsen. 15 år tidligere har Danmark som et af 29 europæiske lande vedtaget Bologna-deklarationen. Den har til opgave at skabe fælles linjer og udvikling for de videregående uddannelser i Europa og få dem til at tale bedre sammen. Deklarationen arbejder blandt andet for, at studerende og forskere friere kan bevæge sig over grænserne og gøre de europæiske uddannelser mere attraktive for andre kontinenters studerende, og så er det en målsætning at indføre tre niveauer af uddannelse: bachelor, kandidat og ph.d.. Filmskolens nye ledelse begynder en proces i forhold til, hvor skolen skal placere sig i forhold til det system og til Bologna-deklarationen – noget skolen ikke tidligere har gjort.

2015

For første gang nogensinde møder seks manuskriptforfatterelever ind på Den Danske Filmskole for at gå på skolen i fire år. Hidtil har uddannelsen kun varet to år. Men skolens nye ledelse har besluttet at udvide uddannelsen med to år, så den er ligeså lang som de andre uddannelser og faglinjer og kan integrere sig bedre med dem.

2017

De sidste tre flerkamerainstruktører bliver uddannet. De har indtil nu været en del af tv-uddannelsen, men fremadrettet vil den uddannelse kun optage og uddanne seks dokumentarfilminstruktører hvert andet år.

2019

I januar udsender størstedelen af skolens elever en mistillidserklæring mod ledelsen, der ifølge eleverne har en ekskluderende ledelsesstil. En måned senere begraver eleverne symbolsk Den Danske Filmskole. Begge dele sker i protest mod ledelsen, og planerne om at omlægge Filmskolen til en bachelor- og kandidatuddannelse, og dermed gøre den til en del af det øvrige uddannelsessystem som følge af Bologna-deklarationen.

En af de protesterende er tonemestereleven Andreas Sandborg, der bliver formand for det elevråd, der bliver oprettet til lejligheden og erstatter det gamle elevråd. Han fortæller, at protesterne handlede meget om, at eleverne undrede sig over, hvad det egentlig var, ledelsen ville, og hvordan de nye tiltag skulle implementeres.

”Vi havde en masse spørgsmål, vi ikke syntes, vi fik svar på, og vi havde rigtig svært ved at finde ud af, hvad det her ville betyde for skolen i praksis”, siger Andreas Sandborg.

”Vores helt store problem var, at vi kunne ikke se, hvordan man kunne omlægge de her ting uden at miste meget store dele af det, Filmskolen var. I sidste ende var det et spørgsmål, om man troede at Filmskolens kunstskoletradition ville overleve i et mere akademiseret system. Det, vi kæmpede for, var bevarelsen af selve skolens grundstruktur med årgange, der følger hinanden og tager afgang sammen, og at den måde skolen fortsat blev udviklet på først og fremmest kom fra folk, der selv lavede film og havde erfaring med, hvordan man underviste i det, fordi de havde gjort det i 20-30 år. Men ændringen af skolen blev styret af nogle der havde skrevet en ph.d. i kulturledelse som ikke lod til at tage hensyn til, hvad der allerede fungerede virkelig godt på skolen, og det virkede bare fuldstændigt absurd for os”.

I nogen tid er der mere stille på Filmskolen. Men da leder af dokumentaruddannelsen, Arne Bro, bliver hjemsendt af ledelsen, blusser elevernes utilfredshed op igen. Den 15. november opretter de en blokade af skolen i protest mod rektor Vinca Wiedemann, hjemsendelsen af Arne Bro, og missionen med at omlægge uddannelsen. De indtager skolen iført gule veste og lukker den af med rød-hvid afspærringstape og skilte og bannere. Og langsomt slutter store dele af den resterende filmbranche sig til dem og støtter op om protesten.

Der er dog også aktører i branchen, der ikke stiller sig på den ene eller den anden side. Nogle af dem er Aftagerpanelet, der er et organ udpeget af Kulturministeriet til at repræsentere aftagerne i filmbranchen, og hvis opgave er at rådgive skolen, så skolens elever er relevante i forhold til branchen. I panelet sidder blandt andre Katrine Vogelsang, der er CEO på Nordisk Film Production, men på det her tidspunkt arbejder på TV2.

”På mange områder gav de tiltag, Vinca ville sætte i gang på skolen, mening for os. Hun ville udvikle og modernisere skolen fagligt, og vi var enige i, at det trængte den til. Hun ville give undervisningen et kvalitetsløft og talte om højeste niveau, og grundlæggende, syntes vi, i Aftagerpanelet, at det var en super god ide at få sikret undervisningen. For noget af det, vi problematiserede var, at der var nogle faglinjer, der kørte godt, og så var der andre, der kørte mindre godt. Kvaliteten af uddannelserne var for forskellig, og det afhang i for høj grad af den enkelte lærer. Vinca ønskede, at undervisningen skulle have kvalitet og være tidssvarende uagtet hvem, der var lærer. Og det er grundlæggende svært at være uenig i, at undervisningen skal have en kvalitetssikring, som er det akkreditering i virkeligheden betyder”, siger Katrine Vogelsang.

”Men i ønsket om at udvikle skolen, fik skolen i for høj grad afviklet den praksisnære undervisning for faglinjerne og svækket den kunstneriske praksis, altså det rent faktisk at lave film. Dertil kom, at vi er en branche, som ikke har et sprog for at snakke om undervisning og didaktik, og som blev mødt med begreber vi ikke kendte betydningen af. Så der opstod enormt mange misforståelser. For hvad betyder det eksempelvis at snakke om undervisning på højeste niveau – er det underviseren, elevens læring eller selve indholdet af undervisningen, vi snakker om?”, siger hun.

En uge efter elevernes blokade af skolen bliver oprettet, stopper Vinca Wiedemann som rektor for Den Dansk Filmskole, og Arne Bro vender tilbage til sin stilling som leder af dokumentaruddannelsen.

2021

I slutningen af april er der dansk fest i USA, da Thomas Vinterberg vinder en Oscar for Druk for bedste ikke-engelsksprogede film og også er nomineret som bedste instruktør. På holdet omkring filmen, er der tidligere elever fra fire årtier fra Den Danske Filmskole. Udover Vinterberg selv, der startede på skolen i 1989 er der medforfatteren, Tobias Lindholm, der er uddannet manuskriptforfatter i 2007, fotografen Sturla Brandth Grøvlen, der er uddannet i 2011, den ene af filmens to klippere Anne Østerud, der er uddannet i 1995, og lyddesigneren, Hans Møller, der er uddannet tonemester i 1991.

Og som om det ikke er nok vinder Mikkel E.G. Nielsen, der er uddannet filmklipper i 2001, som den første dansker nogensinde, en Oscar for bedste klipning for sit arbejde på filmen Sound of Metal.

Fem dage senere, midt i en corona-tid, får Den Danske Filmskole sin syvende rektor, da Tine Fischer den 1. maj tiltræder på posten. Hun kommer fra en stilling som administrerende direktør for Copenhagen Film Festivals, der blandt andet indbefatter dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, som hun grundlagde i 2003.

2022

På dokumentarinstruktør-, filmklipper- og filmfotografuddannelserne bliver der ansat samlet ni nye faglærere, der skal dele ansvaret på de tre linjer i stedet for den hidtidige struktur, hvor kun én person har ledet hver af linjerne.
Det er den nye rektors første større, tydelige forandring af skolen, og den indebærer blandt andet også, at Arne Bro, der hidtil har ledet tv-uddannelsen, stopper som leder efter 30 år, men forsætter med at undervise på skolen.

"For mig står Filmskolen et afgørende vigtigt sted lige nu og her. Dét momentum kan vi ikke misse. Filmskolen er én af de vigtigste institutioner i dansk film, den omtales som én af de bedste filmskoler i verden, men det er ikke en livsvarig hædersydelse. Den rolle og position skal udvikles og udfordres. Skolen har en intimitet og et rum, hvor der kan fejles, tænkes vildt og eksperimenteres. Det skal beskyttes, men skolen og skolens elever er også så ressourcestærke, at vi sagtens kan åbne sluserne op og deltage i den verden og den branche, som findes på den anden side af Holmen. Vi har brug for nye stemmer, nye fortællinger og for en ny generation, der tør udfordre og gentænke filmens rolle i verden. Ikke kun arthouse-filmens, men også de brede fortællinger. Der er brug for det kunstnerisk nytænkende og det samfundsmæssigt engagerede, hvis vi skal blive ved med at have en betydningsfuld filmkultur, og jeg er overbevist om, at det findes lige nu og her. På skolen", siger Tine Fischer.

Thomas Vinterbergs citater er taget fra bogen ’At lære kunsten: 40 år med filmskolen’, der er redigeret af Ole John. Bogen har i øvrigt været meget anvendelig i udarbejdningen af ovenstående tekst.

Tekstens forfatter har i øvrigt været i kontakt og lavet interview til baggrund med tidligere rektor Vinca Wiedemann. Hun har dog ikke ønsket at optræde i teksten.