Tre nye principper skal bane vejen for en grønnere filmbranche

Phie Ambo og Pernille Rose Grønkjær har med filosof Andreas Sigsgaard nedsat en arbejdsgruppe. Fælles for dens medlemmer er tilknytningen til den audiovisuelle branche, men så beskæftiger de sig alle med at fremme klimadagsordenen i deres praksis. Det er der kommet tre bæredygtighedsprincipper ud af, som skal vise vejen for en grønne film- og spilbranche.

Film er sort. Kulsort vel egentlig. Modsat andre kunstformer er filmen nemlig kendetegnet ved tunge produktionsformer og store klimaftryk. Og det skaber et dilemma. For hvordan kan filmen anspore til nye veje for en bæredygtig livsstil, når selvsamme film har et blødende CO2-regnskab?

Det er et misforhold, som dokumentaristerne Phie Ambo og Pernile Rose Grønkjær vil ændre på. Og derfor startede de i foråret 2023 et KUV-projekt på Den Danske Filmskole ved navn Nye Globale Narrativer. De har begge længe arbejdet med klimakrisen, videnskabens rolle i samfundet og menneskets relation til naturen.

Og i deres KUV trak de på deres indsigter for at undersøge, hvordan fortællekunst kan inspirere til adfærdsændringer. Og hvordan bæredygtighed kan og bør tænkes ind i både produktion og narrativ.

Og det har udmøntet sig i tre principper for bæredygtig film- og spilproduktion, som nu er klar til at se dagens lys. Og de principper er ikke kun et destillat for KUV’en, men også for de to dokumentaristers årelange arbejde for en mere bæredygtig filmbranche.

De tre principper er tilvejebragt gennem en række erfaringer, som KUV’ens handletank har gjort sig løbet af de seneste par år. Medlemmerne kommer fra alle mulige forskellige forgreninger indenfor den audiovisuelle branche med repræsentanter fra fiktionsfilm, dokumentarfilm, spil og animation. Fælles for dem alle er dog, at de arbejder for at mindske branchens klimaaftryk.

Og så mener de, at kunsten har en helt særlig rolle at spille i den forbindelse, og at filmbranchen har været for længe om at få øje på sit ansvar. Og så skal principperne fungere inspiration for adfærdsændringer på tværs af filmens økosystem; fra produktion til narrativ.

Og til et særligt arbejdsmøde ude på Filmskolen mødtes handletanken med en udvalgt gruppe af meningsfæller. Sammen skulle de udveksle erfaringer med at arbejde målrettet i grøn retning, ensrette indsatsen og sættes deres idéer på formel. En kortlægning af gevinsterne og udfordringerne. Til gavn for film- og spilbranchen, ja, men jo egentlig også for verden.

Den haltende kæmpe

”Se på litteraturen, som har været i gang med det her virkelig længe,” siger Phie Ambo, da Filmskolen møder hende og Pernille Rose Grønkjær få uger inden det afgørende arbejdsmøde og lanceringen af bæredygtighedsprincipperne.

”Og musikbranchen er også begyndt at omstille sig. Det er, som om filmbranchen halter bagefter, selvom det er et massemedie.”

Og det gælder for begge dokumentarister, at de synes, at filmbranchen er præget af for meget status quo og ikke har været god nok til at skubbe til en udvikling.

”Man kan som massemedie godt være med til at skabe og forme en virkelighed i stedet for bare at reproducere den. Så for at sætte det hele på spidsen er det en demokratisk udfordring at inkludere en masse mennesker i de globale udfordringer som stigende ulighed og klimaforandringer. Og det er noget, som man er nødt til at gå ind og forme. Og hvis kunsten kan gøre det, så kan vi skabe et nyt fundament, så man kan tage de næste skridt ind i fremtiden,” siger Phie Ambo.

Og det kan godt lyde som et voldsomt ambitionsniveau for en KUV. Men mindre kan også gøre det, og de to dokumentarister understreger, at de med Nye Globale Narrativer forsøger at bidrage aktivt til, at filmbranchen gør sig bevidst om de udfordringer, der lige nu er ift. at mindske klimaftrykket på film- og spilproduktioner.

Og for Pernille Rose Grønkjær kunne bæredygtighed også bare ses om et konkurrenceparameter og noget at adskille sig fra andre aktører på:
”Hvis nogen har mulighed for at afprøve det, kan det være, at andre så kan se, at det kan lade sig gøre. Og det er det, der mangler. Der mangler nogen, der går forrest. Så her i projektet har vi skabt en lille boble, hvor vi har haft mulighed for at gøre os nogle overvejelser om, hvordan man kan gøre det. Vil har gerne villet give kunstnerne det frirum, som gør det muligt at tænke de tanker.”

Det er tabu at ville ændre verden

Og de tanker må og skal tænkes. For det er problematisk, at film og spil ikke i tilstrækkelig grad har skubbet nok på i retning af en grøn omstilling, når nu begge kulturprodukter i den grad formår at samle folk. I biografsale, i stuerne, og på tværs af grænser og sociale klasser.

Og derfor savner både Phie Ambo og Pernille Rose Grønkjær en risikovillighed hos skaberne. Både i forhold til at tænke bæredygtighed ind i produktionen, men også særligt i at turde tænke vidtforgrenede tanker om, hvordan et klimanarrativ kan se ud. I stedet for at skildre tingene, som de ser ud lige nu.

Og det kræver mod. Og det kræver, at man tillader sig at slå store brød op.

”Det er måske i virkeligheden også en smule tabuiseret at stille sig frem og sige ’Jeg vil faktisk gerne være med til at ændre virkeligheden’. Hvis man har en oplagt agenda, så er det på en måde ikke lige så fint,” siger Phie Ambo. Pernille Rose Grønkjær supplerer:

”Det er rigtigt, at det kan være lidt tabuiseret at sige direkte, at man gerne vil ændre verden. Og et udtalt politisk engagement i en fortælling kan godt virke anmasende. Og det er egentlig sjovt, for vi gør det jo på andre punkter, hvor man sagtens kan manipulere direkte, så hvorfor ikke også gøre det her. Med dette budskab kunne Filmskolen jo være et oplagt sted at gøre det fra. Det er jo helt utroligt dygtige mennesker, der går herude, så hvis man ligesom kunne lave de her greb, hvor håndværket er i orden, så skal det nok gå fint”

En ny dogmebevægelse?

Og netop Danmark og Filmskolen er i både Phie Ambos og Pernille Rose Grønkjærs optik et oplagt sted at udstikke retningen fra. Og egentlig burde det ikke være så fremmed for filmskabere fra Holmen at tænke principperne ind i de kreative processer. For det er måske ikke så anderledes end det, de er vant til.

”Nu er vi jo også selv rundet af Filmskolen, og der har vi været vant til, at alle øvelser er udstyret med konditioner. Der er nogle rammer. Nu fremlægger vi så et bud på nye konditioner. Det kunne være en måde at se på de nye rammer som et kunstnerisk benspænd, som jo er noget, vi har været vant til at arbejde under på Filmskolen. Dogmebevægelsen var jo også benspænd og et opgør med den store amerikanske studieproduktioner. Vi har en verdens mest elitære filmuddannelser. Det må gerne komme herfra,” siger Pernille Rose Grønkjær, der selv dimitterede fra Den Danske Filmskole i 1997, inden Phie Ambo supplerer:

”Præcis. Vi skal ikke udvinde råstoffer her i landet, så vi må udvikle os på andre parametre. Ellers sakker vi bagud.”

Èn ting er at sige, man vil ændre verden. Det kan man godt få nogle knubs af. Men der er også andre udfordringer ved at stille sig frem, ved at gå forrest og opildne til adfærdsændringer over en bred kam. Er handletanken ikke i fare for at løbe ind sprængfarlige diskussioner om begrænsningen af folks kunstneriske frihed? Og kan man overhovedet forestille sig blockbuster-film i fremtiden?

De forklarer begge, at det er et spørgsmål om at lægge til i stedet for at trække fra. Om tilvalg og ikke fravalg. At opgaven dybest set går ud på, at man ikke hele tiden taler om alt det, man ikke må. Samtidig er handletanken også sat i verden for at anspore til mere kritisk tænkning.

”Har du nogensinde tænkt på, hvor dine billeder kommer fra? Hvor dine forestillinger om det gode liv kommer fra? For vi er allerede tonet af store kommercielle interesser i store dele er vores virkelighedsforståelse. For vi har jo ikke et frit valg. Vi er vildt farvede, uden vi ved det.” siger Phie Ambo.

Og så er det i virkeligheden måske slet ikke så stor en omstilling, som det kan komme til at lyde.

”Det er jo det kunstneriske udtryk, det i sidste ende handler om,” siger Pernille Rose Grønkjær og fortsætter:
”Og det er fint, hvis principperne kan udmønte sig i æstetiske overvejelser. Men det kan jo også bare være product placement på en ny måde. Det gør man i alle fortællinger. I stedet for at det så er Coca-Cola, så er det nogle nye greb. James Bond kører måske på cykel i fremtiden.”

De første spæde skridt er trådt. Nu skal infrastrukturen bare følge trop.

Fakta: Nye Globale Narrativer

De tre bæredygtighedsprincipper er tilvejebragt af Phie Ambo, Pernille Rose Grønkjær og Andreas Sigsgaard. Projektet startede som en KUV på Den Danske Filmskole, som skulle undersøge bæredygtige produktionsformer, og i den forbindelse blev der nedst en handlingstank med repræsentanter fra fiktionsfilm, dokumentarfilm, spil og animation. I handlingstanken skal der samles og deles erfaringer og viden, og gennem konkrete projekter skal det kortlægges, hvordan grøn produktion tager sig ud i praksis med en ambition om at indsamle viden, der kan danne grundlag for et ’Green production’ label, der skal fungere som en grøn rettesnor og samtidig drive diskussionen om grøn produktion inden for film- og spilbranchen i det hele taget.

Medlemmerne af handlingstanken er:

Phie Ambo
Pernille Rose Grønkjær
Victor Breum Selsnæs
May el-Toukhy
Pernille Kjær
Hannah Elbke
Maria Møller Christoffersen