Sissel Morell Dargis havde aldrig troet, at hun kunne lave spil. Nu er hun pioner inden for faget

Siden Sissel Morell Dargis dimitterede i 2022, har hun haft stor succes som både film- og spilinstruktør. Men det var nær aldrig blevet til noget, for idéen om at søge ind på Den Danske Filmskole virkede mest af alt som en fantasi. Her kan du læse Sissel fortælle om at skabe i trods, at lære at svømme med hajer og at trives i rollen som ener.

Det er ikke længe siden, at Filmskolens netværksuddannelse Det Danske Akademi for Digital, Interaktiv Underholdning (DADIU) igangsatte en dimittendundersøgelse blandt tidligere studerende fra de sidste 10 år. Hvordan så det ud med ledigheden, diversiteten og hvad med væksten i branchen? Undersøgelsen viste, at mere end 81% af alle dimittender havde fået job efter det første år efter endt uddannelse. Og de tal er der nok ikke mange andre kreative uddannelser, der kan gøre efter.

Resultatet er et tegn på den enorme opmærksomhed, som spilbranchen nyder i disse år, hvor både pengestrømmene og den politiske risikovillighed er større end nogensinde.

Men undersøgelsen påpegede også en kønnet ubalance i branchen og påviste en stigning i andelen af dimittender, som søgte arbejde indenfor andre brancher.

Og derfor har det været nærliggende at efterprøve undersøgelsens resultater og høre, hvordan overgangen fra studerende til fuldtidsspildesigner og instruktør egentlig er. Hvordan mærker man den stigende interesse? Hvad efterspørger branchen? Og hvilke af uddannelsens kompetencer har vist sig særligt nyttige i mødet med den?

For at blive klogere på de spørgsmål, har vi sat Sissel Morell Dargis stævne ude på Filmskolen en blæsende eftermiddag i august. Hun er i gang med en international wrap-tour på sin prisvindende dokumentarfilm ’Balomania’. Filmen fik international premiere på dette års CPH:DOX, og siden er det kun gået én vej for Sissel: Ud over stepperne.

Hun er i Danmark i få dage, inden filmen får premiere i Brasilien, og så skal den videre til New York. Så der er nok at se til. Alligevel satte Sissel Morell Dargis tid af til at vende tilbage til det sted, hvor det hele startede. Eller startede er måske så meget sagt. For Den Danske Filmskole er faktisk ikke udgangspunktet for Sissel.

"Jeg startede på filmskolen i Cuba som dokumentarfilmsinstruktør. Jeg blev færdig i 2017 efter tre år. Og folk, der bliver uddannet på den filmskole, bliver ikke i landet efter. Der er ingen penge i Cuba. Og du lærer ikke at blive en del af en global industri. Du lærer at producere, men på en måde, så du skal bytte æg for skuespillere. Det er teknisk, det er hustle og meget guerillaagtigt.”

Og man skal ikke bruge mange minutter med Sissel Morell Dargis før idéen om en teenager fra Amager, som læser på den cubanske filmskole, virker som det mest naturlige i verden. Og så var idéen om at gå på den cubanske filmskole først og fremmest et praktisk anliggende for hende. En nødvendighed.

”Jeg tog den filmskole, fordi jeg ville lave ballonfilmen, og jeg vidste ikke hvordan. Det meste af det, du ser i ’Balomania’ er filmet, før jeg startede. Jeg havde bare filmet ting med et lille kamera, og så tænkte jeg: ’Okay, her kan jeg lære det’. Men jeg brød mig ikke om dokumentarfilmsindustrien, for jeg ville gerne lave film, som mine venner kunne spejle sig i, og som kunne inspirere dem. Og hvordan skulle jeg komme til det, hvis mine film kun blev vist på en eller anden smal festival?”

De fornemme haller

Så ligesom sine medstuderende i Cuba forlod Sissel Morell Dargis landet efter endt uddannelse. Og turen gik hjem til Danmark, hvor hun stod uden penge på lommen og uden at vide, hvad hendes næste skridt skulle være. Men langsomt begyndte idéen om at søge ind på Den Danske Filmskole at tage form.

”Jeg har altid haft en mytisk forestilling om, hvor eksklusivt det var. Som noget, jeg aldrig kunne opnå. I en sådan grad at jeg jo tog på filmskole i Cuba. Og så tog jeg tilfældigvis til en workshop, som Simon Jon Andreasen [lærer på animationslinjen, red.] gav, og som var en storyworld workshop, der handlede om, hvordan man tænkte i andre verdener.”

Dette første møde åbnede op for et væld af helt nye perspektiver:
”Jeg tænkte bare: ’Wow, jeg kan blive del af en verden, hvor der er VR, hvor der er spil’, og jeg kunne slet ikke forstå, at man rent faktisk kunne lave det. Nu sad jeg pludselig og kunne se for mig, at jeg kunne lave ballonspil, for det passede perfekt ind i hele den her tænkning.”

Pludselig kunne Sissel Morell Dargis se, at de optagelser, hun havde lavet på et snoldet handycam i de brasilianske gader kunne få et længere og mere omfattende liv, end hun nogensinde havde troet. Og spilformatet gav også mulighed for at nå ud til andre og flere mennesker, end i dokumentarfilmens mere lukkede kredsløb.

På den måde adskiller Sissel sig fra andre studerende på animation og i DADIU-regi, for spil og mediets muligheder har ikke været en årelang besættelse for hende. Og det er der en særlig grund til.

”Det er ligesom med film. Jeg har aldrig troet, at man overhovedet kunne lave det. Det har bare været så langt fra min virkelighed, at det aldrig har været noget, man kunne tænke sig til. Og det er også et problem i forhold til diversiteten. For hvis det aldrig nogensinde falder dig ind, at du kan lave film eller spil, at du har den adgang, hvordan skal du så få den idé at tage den uddannelse?”

Et blik for forskelligheder

Workshoppen blev til en ansøgning, som blev til en optagelsesprøve, og som så blev til skolestart på animationslinjen i vinteren 2018. Og det var måske ikke så underligt med en følelse af at lande med et brag, at Sissel begyndte ude på Holmen og skulle stå ansigt til ansigt med sine nye medstuderende.

”Der var nogle ting, hvor mine klassekammerater bare var så skudt af i intelligens og erfaring. De var virkelig dygtige alle sammen. Og det var intimiderende. Jeg havde ikke haft internet i tre år og skulle have hjælp til at sætte en Instagram-profil op.”

Så Sissel måtte finde styrke i det, hun så kunne bidrage med, og ligesom til sin optagelsesprøve lå hendes unikke profil i en livshistorie og i de ting, hun havde set og oplevet. Og det opdyrkede og stimulerede det undervisningsmiljø, hun nu befandt sig i.

”Jeg var meget heldig at komme ind. Og selvom det var svært for mig, fordi jeg kom fra en helt andet type liv, så fik jeg meget, meget stor opbakning fra mine undervisere. Men det var svært at skifte et par gear ned til Danmark og pludselig være en del af den kreativ elite.”

Sissel beskriver, hvordan undervisningen bar præg af, at alle blev set for det, de kunne, og det skabte en stemning af, at man kunne være sig selv. Og at folks forskelligheder blev brugt som en styrke i det kreative arbejde. Og det blev kun forstærket gennem semestret på DADIU.

”Med DADIU lærer vi at lave spil, og som spilinstruktører bliver vi sat i en position, hvor vi skal deale med store hold med meget bred erfaring. Og der lærte vi helt sikkert et skillset, som jeg ikke kunne forinden. At jonglere de forskellige fagligheder. Især når du skal kommunikere med programmører, som skal kommunikere med andre programmører. Og det var helt sikkert en god måde at lære det på.”

Det tværfaglige aspekt og idéen om samskabelse på tværs af det kunstneriske og tekniske er selve kongstanken bag en uddannelse som DADIU. Og selvom hun næppe vil vedkende sig det, er Sissel et mønstereksempel på alt det, både DADIU og animationslinjen er sat i verden for, fordi hun tilsyneladende ubesværet bevæger sig ind og ud af forskellige medier og platforme. Alligevel er der ét aspekt ved særligt den danske spilbranche, som hun kalder unikt.

”Med spil har jeg været heldig at møde gode mennesker, der har siddet på vigtige positioner, som har givet mig meget værdifuld feedback. Og der er filmmiljøet måske anderledes lukket. Men med spil foregår der en enorm vidensdeling, og folk ønsker gode ting for hinanden. Der er et stærkt fællesskab, og det giver selvtillid, at man ved, at man ikke står alene.”

På dybt vand

Med de ting i bagagen, som årene på Den Danske Filmskole havde givet hende, er det nærliggende at tro, at Sissel Morell Dargis var klar til at stå ansigt til ansigt med livet på den anden side af skolens trygge rammer. Og det ville måske også passe, hvis altså ikke Sissel Morell Dargis havde kurs mod tinderne, allerede inden hun dimitterede.

”Min case er nok lidt anderledes end så mange andre, fordi mit afgangsspil (’Cai Cai Balão’) jo blev nomineret til IGF [Independent Games Festival red.] Så min indgang til branchen var at blive kastet ud på dybt vand. ’Værsgo, se, om du kan svømme med hajerne.’”

Og det er selvfølgelig klart, at det kræver sit at skulle indtage det globale spilmarked som dimittend, og at en sådan opgave kræver både is i maven, og at man spidser albuerne en en smule. Eller som Sissel selv udtrykker det:

”Når først du én gang har skullet pitche i San Francisco, tænker du bare ’holy shit!’. Har du én gang siddet og forhandlet med nogle amerikanere om et eller andet. De er iskolde, og folk er dirty. Hvis du gerne vil ud i verden, må du også lære de andres spilleregler.”

Og netop omstillingen til de spilleregler, der gælder i den store, vide verden har været en øjenåbner for Sissel, og det er ét punkt, hvor den globale spilbranche fungerer på en anderledes måde end den danske. Og så er vi tilbage til hajerne igen. For det blev hurtigt meget tydeligt for Sissel, hvem der sad på pengene, og hun oplevede en enorm kønnet ubalance i forhold til, hvordan branchens mest magtfulde sæder er fordelt.

”Jeg var i chok, da jeg kom til GDC [Game Developers Conference, årlig spilkonference i San Francisco, red.]. Der er masser af kvinder ude i salen, men alle businessmennesker, publishers og private investorer er mænd. Der står 200 hvide mænd i skjorter på et eller andet hotel til en konference og laver business. Der står ingen kvinder. Og så blev jeg bare sådan ’Goddamnit, jeg vil også! Hvorfor må jeg ikke lære det? Jeg vil også forhandle.”

Som sagt så gjort. For Sissel blev oplevelsen et vendepunkt, og hun blev stålsat på at kunne tage sig af de mere forretningsmæssige aspekter af spilproduktionen.

”Man skal kunne sine tal,” som hun siger med henvisning til et aspekt ved den kunstneriske skabelse, som nok ikke prioriteres på samme måde som det kreative. Men hvis der er én ting, som Sissel vil give videre til fremtidens spilskabere, inden hun igen drager ud i verden, er det netop det:

”Jeg tror ikke, du kan være spilinstruktør og kun instruere. Det findes ikke i spilgenren. Du er nødt til at blive din egen producent, du skal lære at pitche og budgettere. Du skal have businesssiden i orden. Og det må du lære. En god ting ved min uddannelse var også, at man fik indprentet en attitude af, at man selv skulle opsøge viden, undersøge, hvad der er det nyeste, hvordan kan jeg lære det. Det skal man virkelig prøve at holde fast i.”

Fakta:

DADIU er stiftet i 2005 af Den Danske Filmskole og en række andre universitetsuddannelser og kunstskoler på tværs af landet. I dag udgøres samarbejdet af 10 uddannelsesinstitutioner.

Hvert efterår samles omkring 100 studerende, herunder studerende fra Filmskolens animationslinje, i et fælles semester med tværfaglige undervisnings- og udviklingsforløb, som afsluttes med en længere spilproduktion.
Se mere på www.dadiu.dk