Holdet bag 'Eternal Father' missede Oscar-nominering, men skrev Filmskolehistorie alligevel

Afgangsfilm fra Den Danske Filmskole gør sig ofte gældende på nogle af verdens allerstørste filmfestivaler. Men det var alligevel en sensation af de større, da ’Eternal Father’ fra 2023 blev shortlistet til en Oscar i kategorien for bedste korte dokumentar. Her fortæller filmens instruktør Ömer Sami og producer Alma Dyekjær Giese om skoleproduktionens usandsynlige rejse fra Den Danske Filmskole og helt til toppen af det internationale kulturlandskab.

Afgang er en milepæl. Det er det for Filmskolens administration, som har skabt de institutionelle rammer, som gør, at afgangsfilmene overhovedet kan blive til. For teknikafdelingen, som har tilvejebragt al udstyr og skabt fundamentet for produktionerne.
For Filmskolens lærere, som igennem fire år har udviklet eleverne og gjort dem til flyvefærdige filmtalenter, som er klar til at møde en omskiftelig branche. Og det er det naturligvis især for de studerende, som skal vise deres produktioner for omverden, og som dermed passerer et højdepunkt i deres spæde karrierer.

Og selvom afgangsfilm fra Den Danske Filmskole altid skaber ringe i vandet herhjemme og kan opleves af alle danskere i både biografer og hjemme i stuerne, er der alligevel nogle, der sprænger rammerne for, hvad man kan forvente af en skolefilm.

Og det må man sige, at ’Eternal Father’ har gjort. Efter et langt festivalliv var den i spil til en Oscar-nominering i kategorien for korte dokumentarfilm, og det er en bedrift, ingen filmskolestuderende herhjemme nogensinde er lykkedes med før.

Derfor har Den Danske Filmskole dannet ramme om en reception for holdet bag filmen, og så har vi sat os med instruktør Ömer Sami og producer Alma Dyekjær Giese for at høre om filmens vilde efterliv, og om det eventyr de har været ude på.

Et tidligt gummistempel

Faktisk var det før translokationen og den sagnomspundne branchedag, hvor afgangsstuderende pitcher deres film for et branchepublikum, at holdet bag ’Eternal Father’ først fik anledning til at tro, at filmen var noget særligt. For allerede under produktionen stod det klart, at The New Yorker gerne ville købe visningsrettighederne til filmen.

Ömer Sami havde længe været abonnent på magasinet, og han havde bemærket, at de få år forinden havde lanceret en filmplatform, som var særligt målrettet dokumentarfilm, der var kunstnerisk fortalt.

”Jeg havde bemærket, at de havde haft et par film på The New Yorkers platform, som var blevet Oscar-nominerede. Men det var ikke noget, jeg tænkte videre over. Det handlede mest af alt om at få filmen ud til et internationalt publikum. Det har været vigtigt for mig fra starten.”

Selvom det kan virke som en prestigiøs anerkendelse, understreger både Alma og Ömer, at man ikke bliver millionær af at sælge visningsretten til sin film til The New Yorker. Det er et symbolsk beløb, og ofte ligger der meget arbejde i koordinering og levering af filmen i de rette formater. Men det er et gummistempel, som får filmen til at vække opsigt og pirre nysgerrigheden hos de mennesker, der kender magasinet. Og det er da alligevel noget. Som Alma Dyekjær Giese siger:

”Det er jo altid en drøm, at ens film bliver set af mange. Men typisk er det jo i høj grad festivalerne, der afgør, om afgangsfilmene får et liv. Så jeg var virkelig overrasket, da The New Yorker købte filmen, for hvordan kan sådan noget overhovedet ske for en afgangsfilm?”

Og så har The New Yorker egentlig siddet en del på hænderne, indtil det blev offentliggjort, at filmen var shortlistet i november 2024. For efter afgangen kunne filmen sådan set stå på egne ben, og den fik da også et langt festivalliv. Første store skalp var premieren på IDFA, verdens største dokumentarfilmfestival i Amsterdam. Dernæst fulgte blandt andre Sheffield DocFest, som er førende af sin art i Storbritannien. Og for Ömer Sami, som selv er brite, så gav Sheffields beliggenhed anledning til, at filmens hovedperson Nasar og hans familie kunne lægge vejen forbi.

En usædvanlig præmis

’Eternal Father’ fortæller historien om britiske Nasar. Han er 26 år ældre end sin kone, deres børn er stadig små, og i frygt for ikke at opleve børnenes opvækst har han besluttet sig for at fryse sin krop ned efter sin død i håbet om, at han en dag kan genoplives og forenes med familien. Filmen er en intim fortælling om, hvordan vi forholder os til vores egen dødelighed, og hvordan én persons beslutninger påvirker alle omkring ham.

Og ifølge båden Ömer og Alma skal en del af grunden til filmens lange efterliv da også findes i dens særegne tematik og afdæmpede fortællestil.

”Præmissen er jo usædvanlig,” siger Ömer Sami og fortsætter: ”Den handler om en mand, der gerne vil fryse sig selv ned for en dag at blive genoplivet, og det sætter bare hjernen i gang. Men den har også noget universelt over sig. Døden rører os alle på forskellige måder, og mere end at handle specifict om cryonics, så handler den om, hvordan vi går til vores egen dødelighed.”

Alma Dyekjær er enig i den udlægning. Og så peger hun på en dansk dokumentartradition, som adskiller sig væsentligt fra den amerikanske.

”Det er tydeligt, at de har en anden dokumentartradition i USA, end vi har herhjemme. Vores film kan måske groft sagt kaldes mere kunstneriske, mens det derovre ofte tager udgangspunkt i et bestemt, meget aktuelt tema, og er måske mere journalistisk i sin tilgang.”

En global promoveringsturné

Og selvom man ikke bliver shortlistet til en Oscar, hvis man ikke har lavet en god film, skal vejen dertil også asfalteres med meget andet end filmisk kvalitet.

Og her må vi hellere komme ind på, hvordan en Oscar-kampagne egentlig ser ud. Når man har en færdig film, sender man den ind til festivaler, som kan kvalificere den og gøre den værdig til Oscar Akademiets opmærksomhed. Og det Akademi er udgjort af filmfolk fra hele verden, men særligt fra USA. Når filmen først er kvalificeret, tilmelder man den på en platform, hvor Akademiets medlemmer altså så kan vælge at se den og give den deres stemme.

Men her kæmper den om opmærksomheden med hundredvis af andre film, og derfor skal der gøres noget ekstra for, at folk spærrer øjnene op. Og det er en opgave, som Alma og Ömer måtte trække på erfarne kræfter for at få til at lykkes. For pludselig skulle de arbejde benhårdt på at få prominente akademimedlemmer stuvet ind i et rum for at se deres film.

”Så vi rakte ud til Sigrid Dyekjær og spurgte hende, om hun ville hjælpe os, fordi hun har så stor erfaring i det felt,” siger Ömer Sami. ”Og jeg havde ærligt talt aldrig turde drømme om alt det, vi har opnået. Det har vitterligt været et eventyr. Jeg forstod ikke helt, hvad det betød at lave en kampagne. Det var på en måde noget meget fluffy. Og i starten synes jeg det lød kynisk, at vi skulle ud og sælge filmen, sælge os selv. Men jeg synes faktisk, at det har været virkelig givende. Både at filmen når ud til et meget større publikum, men også at nogle af mine helte har set filmen."

Og også Alma Dyekjær Giese fremhæver vigtigheden af at have nogle med et stort kendskab til branchen, når man selv begiver sig ud på den slags for første gang.

”Vi havde ikke kunnet lave sådan en kampagne alene. Det handler om, at akademimedlemmerne skal få øje på os blandt de mange film, så de overhovedet forholder sig til filmen, når de skal stemme. Så det gælder om at lave nogle visninger, som medlemmerne har lyst til at komme til og gøre sig synlige på den måde. Og der har Sigrid og vores publicister været uvurderlige ambassadører for filmen.”

Og det er en måde, hvor Oscar-spektaklet adskiller sig markant fra festivalerne. For her vil en jury typisk se de indstillede film og så i fællesskab beslutte, hvilken de synes bedst om. Men vejen til Oscar-nomineringen er i høj grad et resultat af, hvor meget arbejde man selv ligger i det. Og hvor mange penge ikke mindst.

Det startede med en midtvejsfilm

Og Ömer, Alma og det øvrige hold bag ’Eternal Father’ har skrevet Filmskolehistorie. Den første afgangsfilm som blev shortlistet til en Oscar. Nogensinde. Og selvom en lang kampagne har skabt fundamentet for, at filmen kunne lykkes, så tilfalder en del af æren jo naturligvis Den Danske Filmskole. Som produktionsselskab bag filmen, har Filmskolen haft en naturlig interesse i at se, hvor langt Alma og Ömer kunne drive det. Og derfor har Filmskolen dækket holdets rejseudgifter i forbindelse med kampagnen.

Men det er ikke kun i forhold til praktikken, at Filmskolen har spillet en rolle. For hele holdet bag filmen er jo udklækket herude på Holmen, og faktisk skal kimen til ’Eternal Father’ og dens store succes findes længe inden afgangsproduktiuonen. For Ömer og Almas samarbejde går helt tilbage til deres midtvejsfilm.

”På midtvejsfilmen ønskede vi hinanden, efter man havde pitchet en meget tidlig idé. Jeg ville lave noget om en coming-of-age historie. Og det ræsonerede hos Alma. Filmen ‘Into the blue’ endte så med at spille på bl.a. Telluride. Og det har også hjulpet! Det har virkelig betydet noget, at vi ikke bare har et blankt CV,” siger Ömer Sami.

Alma tilføjer:
”Og noget afgørende i det her har været, at du, Ömer, er så god til at være i den del af at lave film, altså markedsføringen og efterlivet. Og der er mange instruktører, som ikke ved, hvad de skal stille op der. Så vi har kunnet fortsætte med at være et team hele vejen ind til nu.”

Og selvom en Oscar-nominering naturligvis havde været drømmescenariet, lader både Ömer og Alma til at dele den mening, at værdien i det lange forløb egentlig skal findes et andet sted.

”Jeg har også lyst til at tale om, hvor meget vi har lært i det her. Noget af det fedeste, jeg tager med mig, er alt det, jeg har lært. Dels om alle de måder Oscar ligesom fungerer på, men egentlig i højere grad alle de situationer, vi er blevet kastet ud i, som bare har udviklet mig vildt meget. Jeg kan mærke, at jeg udvikler mig som menneske af alt det her. Nogle af de ting, som kunne virke udfordrende før på ens arbejde, de virker pludselig meget overskuelige. Og det er fedt at opleve. Jeg overtænker meget mindre, og er bedre til bare at rykke på ting,” siger produceren, som arbejder for AppleTree Productions, når hun altså ikke er på verdensomspændende promoveringsturné for sin afgangsfilm.

Filmen har på en måde fastholdt forbindelsen mellem Filmskolen og Ömer og Alma. For selvom de to i høj grad må siges at stå på egne ben, så starter og slutter afgangsfilmens utrolige rejse på Filmskolen.

Og Ömer er ikke i tvivl om værdien af Filmskolens vejledning og økonomiske opbakning.

”Vi er mega taknemmelige for al den støtte, vi har fået fra Filmskolen. Altså når vi fortæller i udlandet om Filmskolens opbakning, kan de slet ikke tro på det. Hvis vi sammenligner med den britiske filmskole, hvor man bare bliver sendt ud i verden, så vi er helt vildt heldige, at Filmskolen har støttet os på den her del af rejsen. Uden skolen kunne det her ikke være sket.”

Om 'Eternal Father'

Britiske Nasar er 26 år ældre end sin kone. Deres børn er stadig små, og i frygt for ikke at opleve børnenes opvækst, beslutter Nasar sig for at fryse sin krop ned efter sin død i håbet om en dag at kunne genoplives. Mens hans familiemedlemmer forsøger at forstå, hvilke konsekvenser det får for deres egne liv, tvinges Nasar til at genoverveje, hvad der virkelig er vigtigt i livet, mens han faktisk lever det. ‘Eternal Father’ er en intim og eksistentiel fortælling om at ville trodse døden – fortalt med en afdæmpet observans og empatisk nysgerrighed.

Sprog: Engelsk

Instruktør: Ömer Sami
Producer: Alma Dyekjær Giese
Manuskriptforfatter: Oscar Dyekjær Giese
Fotograf: Roxana Reiss
Klipper: Ania de Sá Madsen
Tonemester: Jonathan Franz Kaiser

Produktionsselskab: Den Danske Filmskole