De seks instruktører, der var udvalgt til at deltage i workshoppen var Annika Berg (Team Hurricane), Malene Choi (Stille Liv, The Return), Andrias Høgenni (Ikki illa meint), Sun Hee Engelstoft (Forglem mig ej), Frederikke Aspök (Viften, De Frivillige, Rosita) og Isabella Eklöf (Kalak, Holiday), som alle har et projekt i tidlig udvikling. Med udgangspunkt i egne projekter, testede de i løbet af workshoppens tre dage forskellige kunstneriske og teknologiske metoder til udviklingen af nye filmideer.
Workshoppen blev afholdt som led i projektet ‘Fremtidens fortællinger’, der skal udmunde sig i et fremtidigt efteruddannelsesforløb af høj international standard på Den Danske Filmskole for instruktører og andre kreative aktører. Projektet skal understøtte og bidrage til branchens fortsatte kreative udvikling med en række metoder, der kan styrke spillefilmens relevans overfor et publikum, og har bl.a. fokus på brugen af data, ny teknologi, diversitet, repræsentation og nye måder at kommunikere og skabe fælles visioner på.
Workshoppen blev ledet af Filmskolens Uddannelses- og forskningschef Jakob Høgel i samarbejde med filminstruktør og faglærer på fiktionsinstruktøruddannelsen Rasmus Kloster Bro. De anvendte metoder var udviklet af et hold eksperter fra forskellige felter, herunder filminstruktør Janus Metz, sociolog Niels Alberg (Will & Agency), filminstruktør Michael Madsen, antropolog Morten Nielsen, billedkunstner Jule Edel Hardenberg, filmteknolog Mads Damsbo og Storyworld-forsker Simon Jon Andreasen.
‘Fremtidens fortællinger’ løber over 1 år og inkluderer udover udviklingsworkshoppen tre kurser: ‘Rosendahl Metoden’, ‘KUNSTIGT – Hands on-dage med AI i film’ og ‘Storyworlds’. Projektet er støttet af Nordisk Film Fonden med 300.000 kroner.