25. maj 2023

Filmskolen hylder de nye filmtalenter med festival i juni

Fra 21.–25. juni slår Den Danske Filmskole for første gang dørene op til GENERATION. En helt ny festival centreret om markante og modige filmtalenter fra både ind- og udland. 13 afgangsfilm, 12 internationale talentfilm, gratis koncerter og talks er der på programmet, der netop er lanceret.

Se programmet på generationfestival.dk

Hvor står dansk film i dag – set fra et nyt generationsperspektiv? Hvor bevæger filmmediet sig hen? Hvad bliver vigtigt? Og hvem rykker i filmverdenen lige nu og her? De spørgsmål stiller Den Danske Filmskole skarpt på med filmfestivalen GENERATION, der over fem dage i juni præsenterer en række stærke værker fra en ny generation af de filmtalenter, som kommer til at tegne fremtiden for filmkunsten.

I centrum for programmet er 13 dugfriske afgangsfilm fra årets 42 afgangsstuderende, der med stor diversitet i fortælling og filmsprog er fælles om at bidrage med nye perspektiver på dansk film. Med stor kunstnerisk subjektivitet bevæger flere afgangsfilm end nogensinde før sig frit mellem fiktion og virkelighed for at behandle emner som maskulinitet, sorg, forældreskab, dødsangst, og hvad der egentlig er tilladt i kunstens navn. Gruppedynamikker, fællesskaber og særlige, moderne relationer er også under observation. Ligesom flere af filmene zoomer ind på samfundets yngste borgere, og i mange tilfælde kigges der både langt udenfor Københavns volde og udenfor Danmarks grænser for at skildre andre og ofte oversete virkeligheder.

“Med udgangspunkt i en ny generation – eller årgang – af filmskabere, har Filmskolen en ret enestående mulighed for at definere en tidssvarende festival for nyt, ungt talent, der reflekterer, hvad der sker ude i verden. Ambitionen med GENERATION er at vise, hvor filmkunsten er på vej hen, og hvordan den forholder sig til tidens store kunstneriske, sociale og politiske dagsordener, der optager ungdomsgenerationen i dag. Vi håber, at festivalen vokser sig til en stolt tradition, hvor nye generationer, både vores egne og dem ude i verden, møder branchen og ikke mindst det publikum, som kunsten til enhver tid er sat i verden for at møde,” siger rektor Tine Fischer.

Som optakt til festivalen vil afgangsfilmene kunne ses til forpremierer i Jylland den 17. og 18. juni i henholdsvis Øst for Paradis og Nordisk Film Biografer Trøjborg og til gallapremierer i København den 19. og 20. juni i Grand Teatret og Nordisk Film Biografer Dagmar.

Nye navne fra de store festivaler

Sideløbende med årets afgangsfilm viser GENERATION et nøje udvalgt program bestående af 12 nye spillefilm skabt af yngre filmskabere, der er i begyndelsen af deres karriere, men som allerede har løbet med opmærksomheden på filmfestivalerne i Cannes, Berlin, Locarno og Rotterdam. Det er film, som enten excellerer i et allerede eksisterende filmsprog eller forsøger at skabe et helt nyt – og som ellers ikke har udsigt til et liv i de danske biografer. Her er film fra lande som Indien, Costa Rica og Kina til Frankrig, Belgien og Spanien. Film, der spænder fra sort-hvid hverdagsmagi og elegant identitetsjagt til tohjulet queer-actionfilm og som i et enkelt tilfælde skal ses med lukkede øjne. Titlerne tæller blandt andre Lola Quivorons ‘Rodéo’, Davy Chous ‘Return to Seoul’ og Martine Syms’ ‘The African Desperate’.

Talks, debatter og koncerter

Festivalen byder også på et stort talkprogram, tilrettelagt i samarbejde med Filmskolens studerende, der sætter spot på tidens store sociale og kunstneriske agendaer som etik, diversitet, klima og fremtiden for dansk film. De alternative koncertarrangører Brodie Sessions har ligeledes sammensat en skarpt kurateret koncertrække med fem fremadstormende danske og internationale artister, der kan opleves gratis hver dag under festivalen i Filmskolens hyggelige gårdhave.

GENERATION finder sted fra 21.–25. juni 2023 på Den Danske Filmskole på Holmen. Billetter til alle filmvisninger koster 45 kr. Alle talks og koncerter er gratis.

Det fulde festivalprogram kan ses på generationfestival.dk, hvor billetsalget også er startet.

13 afgangsfilm

Internationale talentfilm

Koncerter

Talks

Det fulde talkprogram offentliggøres senere.