Christian Bengtson: Ideen om den gode smag er skabt for at holde folk som dig ude

Christian Bengtson, instruktøren bag ‘Krysantemum’ og tidligere studerende på Filmskolen, har skrevet et åbent brev i Politiken, direkte henvendt til alle unge mennesker, der er opvokset langt fra Københavns kreative klasse. Vi bringer her den fulde tekst.

Måske er du vokset op et sted, som folk i fjernsynet har kaldt den rådne banan. Et sted, som udefrakommende har fået lov til at tale mere om, end du eller andre derfra har fået lov til.

Til det vil jeg sige: Det er din tur til at tale nu.

Fra du var helt lille, har du haft en drøm om at lave film. Du vidste ikke helt hvorfor, og du sagde det ikke rigtig til nogen. Du rendte rundt alene og filmede i grusgrave, på marker, i skove, og du prøvede at klippe det sammen i Windows Movie Maker. I 9. klasse betroede du dig til en studievejleder og fortalte om din drøm, og studievejlederen sagde, at der ikke var noget, der hed Filmskolen.

Til det vil jeg sige: Filmskolen findes.

Måske føler du ikke, at du har 'nok på dit cv' til at søge ind på Filmskolen.
Ikke nok kortfilmsproduktioner. Ikke nok instruktørassistentjobs. Hvordan skulle du få de jobs? Du bor 400 kilometer fra den verden og kender ikke nogen i den.

Til det vil jeg sige: Skriv pædagogjobs på dit cv. Skriv, at du arbejdede på en tankstation. I en stald. Skriv, hvis du droppede ud af gymnasiet.
Gjorde noget dumt. Noget smukt. Overvandt dig selv. Filmskolen er interesseret i generøse mennesker, ikke i et flot cv.

Måske føler du dig ramt af alt det, du ikke ved. Du kender ikke de film, som man skal kunne lide. Måske kan du slet ikke lide de film, som man skal kunne lide. Måske kan du lide de film, som man ikke skal kunne lide.

Til det vil jeg sige: Ideen om den gode smag er kun skabt for at holde folk som dig ude. Vær tro mod dig selv.

Måske mærker du et stik af ærefrygt, når du ser efternavne gå igen og igen og igen på Filmskolens elevlister. Den og den filminstruktørs søn, den og den skuespillers datter. Du er ikke nogens datter eller søn.

Til det vil jeg sige: Kunstnerisk nødvendighed trumfer altid.

Måske skammer du dig over, at du ikke kommer fra et hjem af ord, din familie er tavs som landskabet, de er født i. Du skriver fremmede ord fra fjernsynet ned i en kinabog for at repetere dem og gøre dem til dine.

Til det vil jeg sige: På film er der ikke noget smukkere end tavshed.

Måske er du vred over, at andre får så meget, og du ingenting har. Dine nye venner er fra en anden liga end dig, og hvad der er selvfølgeligt for dem, er utopi for dig: forældrekøbt lejlighed siden de var 19, ingen økonomiske bekymringer, vokset op på filmoptagelser, forældre, der er filminstruktører eller læger, kan fire sprog, har rejst i det meste af verden, de taler meget om andres privilegier og om social uretfærdighed, men de taler sjældent om æggeblommen, de selv er født i.

Til det vil jeg sige: Ild i øjnene gør større indtryk end bedrifter i forældrenes magtfelt.

Måske tvivler du på, om du egentlig har noget at sige. Du er ikke den, der råber højest, du siger oftest ikke noget og føler dig som en bedrager i alle sammenhænge. Du lægger måske bånd på dig selv og prøver at lave ting, som du ved, andre vil kunne lide og synes er nice.

Til det vil jeg sige: Det gjorde jeg også i mange år, men Filmskolen lærte mig at hvile i det, jeg kommer fra. Jeg fandt hjem.

Du har måske lagt mærke til, at kultureliten kalder folk som dig mønsterbrydere, fordi du kommer fra en familie, hvor der ikke er kunstnere, men arbejdere.

Til det vil jeg sige: Måske er der flere kunstnere i din familie, end du tror.

Måske er definitionen på en kunstner for snæver og ekskluderende. Her tænker jeg f.eks. på min egen mor, der har gjort rent hele sit liv. Hun har slidt sig selv op for at gøre gulvene smukke, og når hun er særlig stolt af et værk, sender hun billeder.

Og min mor er ikke den eneste. Min lillebror er murer.

Han bygger huse og taler om sit håndværk med ord og vendinger, jeg ikke forstår. Når han arbejder, bruger han værktøj, jeg ikke kender. Han løfter stenene med sine hænder. Han skaber noget.

Filmskolen har f.eks. også lært mig, at min lillebror er kunstner. Og at hans udtryksfuldhed og fagsprog er poesi.

Måske undrer du dig over, hvem jeg er, og hvorfor jeg skriver det her til dig. Til det vil jeg sige: Jeg ville ønske, at nogen havde skrevet det her til mig, da jeg var ung, og jeg håber, at dette brev til dig på en eller anden mærkelig måde kan ende i Ekstra Bladets sportssektion, som vel var den eneste avis, jeg læste.

Jeg var der, hvor du er nu.

Debatindlægget er skrevet af Christian Bengtson, filminstruktør og tidligere studerende på Den Danske Filmskole, og er første gang bragt i Politiken den 2. marts 2023.

Foto: Morten Jensen.