I næste måned får afgangsfilmen ‘Norwegian Offspring’ verdenspremiere på den prestigefyldte filmfestival i Cannes, hvor den blandt mere end 2000 indsendte film fra filmskoler i hele verden, er udtaget til festivalens officielle sideprogram La Cinef, dedikeret til nye, unge filmtalenter. Her skal den konkurrere om hovedprisen på 15.000 euro i et felt med 15 andre internationale kortfilm.
’Norwegian Offspring’ er et absurd, fiktivt drama, lavet i tæt kontakt med virkeligheden. Stein lever en isoleret tilværelse et øde sted i Norge med sin vlog som eneste forbindelse til omverdenen. Han er besat af teorier om det moderne samfunds systematiske undertrykkelse af mandens seksualitet og ønsker mere end noget andet at opfylde sit menneskelige formål: at reproducere sig.
Da hans mor bliver fundet død i sin lejlighed i København, står han tilbage uforløst. Dette fører ham ud i en hvileløs nat i den seksuelle underverden, hvor han gennem tre møder med forskellige kvinder bevæger sig længere væk fra sit biologiske udgangspunkt, men måske nærmere det menneskelige.
’Norwegian Offspring’ er en fortælling om dødsangst, seksualitet og længslen efter tilknytning.
Filmen er instrueret af Marlene Emilie Lyngstad, skrevet af Emilie Koefoed Larsen og produceret af Carl Osbæck Adelkilde. Thomas Dyrholm har fotograferet, Ania de Sá har klippet og Emil Salling har lavet lyd.
Rektor for Den Danske Filmskole, Tine Fischer udtaler:
“Det er tredje år i træk, at Den Danske Filmskole har en afgangsfilm med på festivalen i Cannes. Det er selvfølgelig både en kæmpestor anerkendelse og blåstempling af den kollektive indsats, der ligger i det at lave en afgangsfilm og af Filmskolen som en af Europas førende filmskoler. Det er meget få skoler forundt at være repræsenteret tre år i træk på så afgørende vigtig en filmfestival og det vidner om, at vi har at gøre med en ny generation i dansk film, der kommer til at rykke og sætte dagsordener, ikke bare herhjemme, men også internationalt.“
Filmfestivalen i Cannes afholdes for 76. gang fra 16. til 27. maj, hvor filmens instruktør Marlene Emilie Lyngstad, producer Carl Osbæck Adelkilde og manuskriptforfatter Emilie Koefoed Larsen vil være til stede.
Instruktør: Marlene Emilie Lyngstad
Producer: Carl Osbæck Adelkilde
Manuskriptforfatter: Emilie Koefoed Larsen
Fotograf: Thomas Dyrholm
Tonemester: Emil Salling
Klipper: Ania de Sá
Production designer: Sara Helene Tilgaard Rasmussen
Komponist: Josefine Skov
Kostumedesigner: Juan Bastias
Colorist: Kristopher Paterson
Stein: Jan Gunnar Røise
Mille: Mill Bettina Jober
Jannik: Jannik Bernhard Tengberg
Mira: Ibbi El Hani