Særvisning af 'La Musica' – præsenteret af Tusind sole og Den Danske Filmskole

Den 21. januar kl. 19.00 præsenterer Tusind sole og Den Danske Filmskole en særvisning af Marguerite Duras og Paul Sebans film 'La Musica' (1967) i en blændende nyrestaureret version.

Den 21. januar lancerer Den Danske Filmskole et nyt samarbejde med Københavns nye filmvisningsrække Tusind sole.

Og det gør vi med en særvisning af Marguerite Duras' spillefilmsdebut 'La Musica' i Filmskolens biograf. Tusind sole har til formål at styrke den danske biograf- og filmkultur igennem månedlige visninger af film, som ellers sjældent finder vej til de danske biograflærreder. Og selvom Tusind sole ikke er knyttet til nogen specifik biograf, så vil Filmskolen i løbet af foråret danne ramme om flere af de unikke visninger.

Om Filmen

Der gemmer sig en hemmelighed i 'La Musica'. Det er ikke til at sige præcist, hvor den oprinder eller hvad den omhandler, men den er mærkbar; til stede som et usynligt energifelt i de glasklare billeder og det koncentrerede lydspor. Hemmeligheden er ikke en gåde, vi skal løse, eller en fortælling, der skal blotlægges. Vi skal bare være i nærheden af den. Hemmeligheden er et blindt punkt midt i billederne, noget uforståeligt og stumt. Han, Hun og Den unge kvinde: Dét er filmens karakterer, og de er bærere af hemmeligheden. Han er rejst til en nordfransk provinsby for at afslutte skilsmisseprocessen fra Hun. På vejen møder han Den unge kvinde. De tre taler sammen og hver for sig, lader forhold spire og andre uddø. De går ind i et billede og forsvinder fra et andet. De er personer af kød og blod, men de er også brikker i et formalistisk puslespil. Han, Hun, Den unge kvinde. Det er umuligt ikke at lade sig fortrylle af dem og de rum, de befinder sig. Fra en fortovscafé til et hotelværelse. Fra landeveje til korridorer. Det her er en film, der ikke blot viser os de tre karakterer, den viser også rummet imellem dem. Og får os til at se det.

Om Tusind sole

Tusind sole er en filmvisningsrække i København, der har til formål at give indblik i filmkunstens nuværende tilstand og udstikke en retning for dens fremtid. Vi ønsker at bidrage til og udvide den danske biograf- og filmkultur ved at præsentere nogle af de film, der alt for sjældent når vores breddegrader og biograflærreder.
Hver måned præsenterer Tusind sole to film: en international premierefilm, der ikke er i kommerciel distribution, og et genopdaget historisk værk.
Tusind sole er ikke knyttet til en fast biograf, men bevæger sig rundt for hver måned og viser film i forskellige biografer.
Læs mere på Tusind sole.