En forårsaften i helvede: Film og cykelsnak med Bastian Emil Goldschmidt og Brian Holm

Den Danske Filmskole inviterer til en aften i cyklingens tegn, når vi varmer op til forårsklassikeren Paris-Roubaix, der køres søndag den 13. april, med først at vise Jørgen Leth’s fænomenale film ’En forårsdag i Helvede’, hvorefter cykeleksperterne Bastian Emil Goldschmidt og Brian Holm indtager scenen til en snak om både filmen og endagsløbet.

Åbningsscenen i Jørgen Leth’s legendariske film ’En forårsdag i Helvede’ er en cykelmekaniker, der med en malerpensel er i gang med at rense en cykelkæde forud for starten på endagsløbet Paris-Roubaix. Den scene indkapsler på poetisk vis, hvad filmen søger at sige: at cykling både er et håndværk og en kunstart, hvor detaljerne er i fokus og afgørende for, hvem der ender med at stå øverst på sejrsskamlen.

Jørgen Leth og hans filmhold følger i 1976 i hælene på den 74. udgave af løbet. Fra forberedelserne til selve løbet, hvor feltet bevæger sig mod Helvedet i Nord og de mudrede og toppede brostensveje, der ellers kun benyttes til kreaturtransport. Her snor rytterne sig gennem de flade franske og belgiske landskaber som en hvid slange af støv og kaos, mens Leth’s karakteristiske stemme nøgternt beretter om tingenes tilstand i løbet og rundt om det.

Inde i feltet er Moser og Maertens de unge, fremadstormende ryttere. Eddy Merckx er den gamle konge, der er manisk besat af detaljerne på sin cykel. Mens Roger De Vlaeminck er storfavoritten, der har vundet de to forudgående år.

Rundt om dem er der røde bøffer til morgenmad, en hvilepuls på 40, blod og et enormt kaos af faldne soldater. Som løbsspeakeren siger, er Paris-Roubaix både det hårdeste og smukkeste løb i verden. Et paradoks, hvor meningsløsheden, skønheden og brutaliteten ligger på hjul af hinanden.

’En Forårsdag i Helvede’ ikke bare en film om cykling. Den er et studie i bevægelse, en dramatisk thriller på to hjul om menneskets dumdristige anstrengelser for at smage sejrens sødme. Den er en nostalgisk fortælling om en svunden tid, hvor alt var lidt lettere og tættere på, hvor vrede typografer kunne forsinke et cykelløb, og journalister kunne interviewe de nøgne stjerner, mens de vaskede støvet af sig under bruseren.

Efter filmen forsætter vi, hvor den slipper, når tidligere cykelrytter Brian Holm og forfatter og cykelkommentator Bastian Emil Goldschmidt, der sammen har cykel-podcasten Café Eddy, indtager scenen til en snak om ’En Forårsdag i Helvede’, cykling på film, Paris-Roubaix og sæsonens andre forårsklassikere.

Mød: