På kurset belyses tænkte og reelle problemer, som man møder i udviklingen af idéer til podcasts. Deltagerne er velkomne til at dele erfaringer og problemer med egne projekter, og får mulighed for at få konkret sparring på deres projekter. Det er dog ikke et krav, at man deltager med et konkret projekt. Kurset berører idéudvikling, optagelser, interviews, dramaturgi og manuskriptskrivning i lydfortællinger og redigering på et teknisk basalt niveau, men vil også se nærmere på mere komplekse arbejdsgange og lydmix af færdige produktioner.
Tankegang og tilgang til at samle historiemateriale til podcasts. Vi ser på det praktiske i interviewsituationer, hvordan man laver gode optagelser og caster gode karakterer. “Good, Bad and Ugly audio” og alt det andet, der får podcasthistorier til at lyde godt. Vi ser på, hvordan man udvikler scener og skaber et storyboard ud fra materialet. Hvordan starter man med at udvikle historierne? Her bruger underviserne deres egne erfaringer og produktioner fra Third Ear som cases. Herunder fejl, held, magi og hårdt arbejde.
Hvordan får man rigtig gode interviews og lydoptagelser? På modulet ser vi på research og selve processen som historiefortællende elementer, udviklingen af fortælleren og andre karakterer. Vi ser på brugen af mikrofonen som et hemmeligt værktøj til at få historier frem på en måde, som et kamera aldrig ville kunne. Vi taler om forståelse for de forskellige mulige lydkilder - fra arkiv til manuskript, reportage og studieinterview. Indsamlingsprocessen er vigtig, og vi ser på, hvordan man rent praktisk forsøger at minimere de tekniske problemer, samt hvordan man tænker fremad i historien, mens man stadig er i optagelse. Her vil vi igen se på cases fra rigtige produktioner på forskellige stadier af produktionen og se på, hvordan man når i mål.
Lyddesign og musikovervejelser. Redigering, skrivestil og hvordan man producerer, så stemme og tekst passer med indholdet. Nogle metoder inkluderer, at man taler til båndet og ignorerer manuskriptet: 'Scripting backwards' som kreativ proces til at udvikle den narrative stil. Vi ser på, hvordan man producerer med skuespillere, lyddesign, lydscenografi, hvordan man laver film til det indre filmlærred. I dette modul ser vi nærmere på nogle af Third Ears ”edit sessions” for at dechifrere de forskellige elementer, og så undersøger vi den store palette af muligheder, som er unik for lydmediet.
Færdiggørelsesprocessen – metoder for afslutning og vigtigheden af, at ”nye ører” lytter med. Forskellen mellem succes og fiasko. Hvordan ved man, at man er lykkedes, og hvordan undgår man småfejl til sidst i processen? Vi ser på flere aspekter af slutmix og lyddesign til lydfortællinger i modsætning til de visuelle eller tekstbaserede. Udgivelsesperioden kan starte, før man er helt færdig med historien. Man kan arbejde med reaktiv historiefortælling og opdatere undervejs. Slutteligt ser vi på fælder, man skal undgå i kontrakten med lytteren. I dette sidste modul vil du forhåbentlig føle dig rustet med værktøj og lyst til at gå i gang med egne projekter.
23/09/2025, 30/09/2025, 07/10/2025 og 21/10/2025: Kl. 14.00-18.00
Kurset fokuserer på de kunstneriske, æstetiske og praktiske aspekter ved produktion af podcast. Det vil i mindre grad omhandle de tekniske aspekter, men det vil blive belyst, hvor det er relevant.
Man behøver ingen teknisk baggrund eller erfaring med digital redigering eller software til optagelser, men det vil være en fordel. Meget erfarne lydteknikere og klippere vil også kunne få noget ud af undervisningen. Nogen erfaring med film eller lydproduktion er en fordel.
Tilmelding via Billetto.
Husk, at kursusdeltagere, der arbejder professionelt inden for den danske filmbranche, kan ansøge Filminstituttets støttepulje til efteruddannelse og kompetenceudvikling. Støtteordningen henvender sig til personer, der arbejder eller har arbejdet professionelt inden for den danske filmbranche, samt personer som har opnået relevant uddannelse inden for filmproduktion eller filmbranchen.
Puljen støtter kursusgebyr på op til DKK 25.000 for kurser. Næste ansøgningsfrist er den 2. september 2025. Læs mere her.